Brevkasse: Skal jeg give slip eller kæmpe?
Hej Katrine.
Jeg har igennem de sidste 2,5 år haft en kæreste (nu eks), som jeg vidste havde været gået ned med stress inden vi mødtes, fordi han blev svigtet af sin daværende kone. Hans barndom har været rodet og i deres familie snakker man ikke om følelser.
Han er aldrig kommet sig helt over sin stress, og jeg har i vores forhold ikke følt, jeg har presset ham til mere end han havde lyst til. Vi har ikke boet sammen for så kunne han få noget alene tid i løbet af ugen. Han har ingen børn og jeg har to.
Jeg har det seneste år kunnet mærke, at han trak sig mere og mere, fordi han ikke han kunne finde sine følelser for mig. Lysten til sex forsvandt lige pludselig og alligevel har han elsket at være her. For 10 måneder side døde min mor meget pludseligt og jeg gik helt ned og han var det hele tiden for mig. For en måned siden valgte han at stoppe vores forhold, fordi han ikke kunne finde sine følelser og fordi han følte sig stresset igen, men han ville gerne forblive venner og vi ses en gang i mellem. En anden grund til han ønskede at stoppe var at han ikke kunne sige jeg elsker dig til mig. Men de ord er jeg ligeglad med, for hans handlinger har sagt mere end 1000 jeg elsker dig. Jeg blev selvfølgelig ked af det men accepterede det.
Jeg tror ikke på, at han kan tage sådan en stor beslutning i hans situation og jeg vil være der for ham, så han ved at ikke alle svigter når man går ned, som han tidligere har oplevet. Han fortalte at han selv havde prøvet at finde lysten igen, men det kunne han ikke og han mente ikke at det var noget vi skulle prøve sammen eks. med terapi eller en sexolog.
Han fortæller at han føler sig ensom og vil helst ikke snakke om hvordan han har det. Han ønsker ikke proffessionel hjælp for det hjalp ikke første gang han gik ned. Han vil komme igennem det med meditation og være alene og sammen med sine to bedste venner. Sådan gjorde han også første gang.
Jeg har inviteret ham til middag og i biografen, og det har han sagt ja til, og vi havde to rigtig hyggelige dage. Jeg prøver at invitere ham ud og gå en tur eller lave andre ting sammen, men det siger han nej til. Nu vil han stoppe kontakten helt, fordi han skal finde sig selv.
Jeg er i tvivl, om jeg har grebet det helt forkert an og skubber ham endnu længere væk ved at være der for ham. Jeg kan ikke bare give slip og lade ham sejle sin egen sø, for sådan er jeg.
Jeg håber, du kan give mig et god råd, for jeg føler mig splittet mellem at bare at skulle give slip uden og kæmpe eller blive ved med at kæmpe. Jeg er af den overbevisning at jeg bør kæmpe. Men hvordan kæmper jeg så “rigtigt”
Håber på at du kan give mig et svar på min situation.
Hilsen Helle
Kære Helle,
Tak for din mail og for din tillid. Jeg vil meget gerne hjælpe dig i din situation. Jeg er ikke sikker på, det er særlig hjælpsomt, da “gode råd” sjældent er særlig gode. Men jeg vil gerne prøve. Optimalt set ville jeg give dig en tid til session, så du kan blive klogere på dig selv og hvorfor du er endt i denne her situation. Det er det mest langtidsholdbare. Jeg vil også gerne bruge dit spørgsmål og mit svar på min blog. I anonymiseret form naturligvis.
Det er svært for mig at svare på, om du har skubbet for meget på i dit forhold til din eks-kæreste. Det må din mavefornemmelse og kendskab til ham hellere fortælle dig. Jeg hæfter mig til gengæld ved din nøjsomhed. Hermed mener jeg hvor lidt kærlighed du kan nøjes med. Det er saftsusme ikke meget du har fået på det seneste lader det til. Er det rigtig set? Dermed ikke ment at du ikke skal kunne være der for ham, når han har det svært. Men der må være en grænse. Det lyder som om du har svært ved at slippe ham. Også selvom han har lukket ned over lang tid. Hvor bliver du tanket op med omsorg, kærlighed og lethed. Det er hårdt at være enlig mor til to OG omsorgsperson for en anden voksen også.
Hvis han siger nej til nye aftaler med dig, hvad får dig så til at blive ved med at prøve? Ved du om han føler sig forladt af dig? Det er jo ham der er gået.
Jeg har dig lidt mistænkt for ikke at passe nok på dig selv i det her. Du kan ikke redde ham. Hvis han ikke vil have professionel hjælp, men tror på samvær med sine venner og meditation, så er det hans ansvar.
Jeg synes det lyder som om du trænger til en mand, som elsker dig tilbage. Med hvem du ikke er i tvivl om elsker dig og giver dig nogenlunde det samme igen, som du giver i forholdet.
Vil du være venner med ham? Er det vigtigt at have ham i dit liv, også selvom han ikke giver noget? Det er muligt jeg har misforstået, hvor lidt han yder, men jeg tænker det eneste du kan gøre er at respektere hans afvisning og komme videre uden ham. Måske finder I tilbage på et senere tidspunkt, men vær opmærksom på at du ikke bliver for “belejlig” og “tilgængelig” for ham.
Jeg håber mit svar er brugbart og at du passer godt på dig selv, så du også kan passe godt på dine børn. Skulle du få lyst til en session hos mig og blive endnu klogere på dig selv, så skriv endelig igen, så laver vi en aftale. Det kan også være over Skype.
Held og lykke med det hele.
Katrine
Responses