Når der er drama, kan jeg mærke mig selv

Jeannette havde drøn på sit liv og på sit parforhold. De havde masser af konflikter, skændtes og knaldede så det gjaldede. Tempoet var altid højt og hvis hverdagen blev for triviel eller tryg, så var Jeanette den første til at stampe en konflikt op af jorden. Hun kunne godt lide det sådan. Hun følte sig i live. Passioneret og fuld af temperament. Hun kendte kun sig selv sådan. Havde altid været sådan.

Nu havde hun og Henrik været kærester i 4 år og de var slidt. Make-up sexen virkede ikke rigtig mere og de var udmattede og trætte af alle konflikterne. Derfor sad Jeanette hos mig i min praksis.

Jeanette var vokset op med en mor, som drak i perioder. Det afhang af om den kæreste hun lige havde også drak. Der var altid fest og glade dage eller voldomme skænderier i Jeanettes barndomshjem. Når der var stille var moderen i dårligt humør og det var det værste Jeanette vidste. Hun havde altid været meget opmærksom på, om hendes mor havde en god dag eller en dårlig dag. Om der skulle være fest i lejligheden om aftenen eller om hun kunne sidde i fred foran fjersynet fordi hendes mor havde låst sig inde i soveværelset. Jeanette havde altid svoret, at hun ikke ville ende som sin mor og det var lykkedes så langt, at hun ikke drak, men dramaet var det samme.

Jeanette beskrev det sådan, at det kun var når følelserne var voldsomme inde i hende, at hun kunne mærke sig selv. Hun var næsten bange for stilheden, harmonien og roen. Det var som om stilheden var farlig. Så vidste hun ikke hvad der skulle ske. I larmen var hun tryg, for den var velkendt og hun vidste hvad det var. Gennem årene måtte hun så konstatere, at al balladen tærede på hende, sled hendes forhold op. Ingen kunne holde ud, at slås hele tiden. Der måtte også være tid til at restituere.

Jeanettes proces kom til at handle om, at turde være i stilheden, roen og det hverdagsagtige. Hun lærte at “tune” ind på de små ting, de mere utydelige signaler om kærlighed. Hun fik grædt over raset på vegne af den lille pige hun engang var og som betalte så høj en følelsesmæssig pris, for at overleve sammen med sin mor. Det var sorgfuldt og befriende. Jeannette blev i stand til at passe på sig selv og dermed også på sine forhold. Hun lærte også at blive en anden og bedre mor, end hendes egen havde været det og det var næsten det, som rørte hendes hjerte mest.