Anders’ dagbog – del 4

Mangler du begyndelsen på Anders’ historie – så find den HER

Jeg har i sidste terapitime indgået en aftale med Katrine om, at jeg vil gøre en helhjertet og motiveret indsats for at finde et interessant job, hvor jeg i højere grad, end i mit nuværende job, kan udnytte mine kompetencer og blive fagligt og personligt udfordret.

Det var ikke helt nemt at indgå sådan en aftale. Det forpligter jo, og nu føler jeg, at jeg mere har en forpligtelse over for Katrine, end jeg har overfor mig selv. En del af mig har en oprigtig stor lyst til at gøre en indsats for at få vores aftale til at lykkes, men en anden del af mig kæmper med en vedvarende indre dialog og nedvurdering af mig selv. Og det er desværre den del jeg giver lov til at få overtaget.

De fleste af mine dage er lange og hektiske, hvor der kun er plads til få timers hvile. Jeg bruger meget energi og ressourcer på, at tilgodese og hjælpe og være der for andre. Det udmatter mig rigtig meget, og jeg bruger det som undskyldning for ikke at prioritere mig selv og de ting, der også har betydning for mig – nemlig at løse de personlige udfordringer jeg har.

Skal jeg være helt ærlig, så har jeg ikke fået gjort den nødvendige indsats for at opfylde vores aftale. Jeg kan komme med mange undskyldninger for, at det ikke er sket. Det vil jeg derimod ikke gøre, for de er ligegyldige og kun et redskab til at underbygge, at jeg ikke vil mig selv nok. Jeg ved godt, at jeg på den måde holder mig selv fast i et negativt mønster, men jeg vælger alligevel ikke at gøre en indsats.

Jeg føler i det hele taget ikke, at jeg gør en tilstrækkelig indsats i mit terapiforløb. Jeg tænker ofte, at jeg burde gøre mere – arbejde mere med mig selv, hvor jeg kan mærke og opleve en udvikling og forandring.

Jeg er ansvarlig over for mig selv og min egen udvikling, så hvorfor kaster jeg mig ikke ind i kampen med en helhjertet indsats for at skabe et bedre og lykkeligere liv for mig selv…….?