Before Midnight – filmanmeldelse

Forleden var jeg med min mand i biografen og se filmen Before Midnight. Det er tredje kærlighedsfilm i en triologi, den første kom i 1995. Min veninde havde set den og syntes den var fantastisk. Hun ringede og sagde: Det er fuldstændig ligesom at høre mig. Og det er netop det frygtelige ved den film. Den er Så genkendelig for så mange mennesker, nok mest kvinder. Det er også det fuldkommen fabelagtige, for de spiller så autentisk at man tror de ER sådan i virkeligheden. Jeg har læst et sted, at en stor del af dialogerne er improviserede. Ethan Hawke og Julie Delpy godt gået.

Jeg var ved at rejse mig og gå flere gange. Jeg kedede mig og krummede tæer og fik lyst til at rulle med øjnene af deres tomgangs-snak. Og det er netop essensen. De bruger halvanden time på at tale om nærmest ingenting og det er det som gør den helt eminent og menneskelig. Samtidig er den så følelsesmættet, fordi frustrationen og sorgen og vreden driver ned af lærredet.

Alt for mange mennesker bruger alt for meget af deres liv og parforhold på at diskutere hvis virkelighed, der er mest virkelig. Om det skete en torsdag eller en tirsdag. De taler uden om det, det i virkeligheden handler om. De taler ikke om det som sker i mellem dem og det slider kærligheden imellem dem op.

Når mænd siger at kvinder snakker for meget, så er det lige netop denne tom-gangs snak de refererer til. Jeg kender INGEN mænd, som ikke gerne vil tale, hvis bare der bliver talt om det essentielle. Når de ikke bliver bebrejdet, kritiseret og vurderet, så vil de gerne snakke. Mindst lige så meget som kvinder. Det er desværre bare ikke særlig mange mennesker som gør det. De taler uden om.

Der er en god, men ikke særlig konstruktiv, grund til den ligegyldige snak. Det er nemlig den måde vi beskytter os selv på. Hvis du nu i stedet for at indrømme at du er usikker, så kan køre lidt på din mand, så opdager han nok ikke din usikkerhed. Hvis du i stedet for at sige, at du er jaloux, så taler ned om den kvinde, vi er jaloux på, så ser han ikke din svaghed. Hvis du i stedet for at række hånden ud og beder om det du har brug for, så bebrejder ham, at han ikke allerede har opdaget det, så undgår du at vise din afhængighed og at (oh ve oh rædsel) at blive afvist. Hvis du er bange for at vise svaghed, så er det mere sikkert at spille hård og kontant, for så opdager han ikke, at du også har en blød side.

Hvis nu Julie Delpy i stedet for alle sine ord havde fortalt Ethan Hawke at hun var bange for at blive gammel og blive skiftet ud med en yngre model. Hvis hun nu fortalte ham at hun var bekymret for, hvad en flytning fra Paris til Chicago ville betyde for deres forhold. Hvis nu indrømmede at hun gennem årene havde taget alt for meget på sig omkring hjem og børn og at hun godt var klar over, det var noget hun selv havde drevet. At hun havde været for dårlig til at passe på sig selv og sine egne behov og at det var hendes eget ansvar. Hvis hun turde vise ham sin sårbarhed, sin afhængighed, sin usikkerhed i stedet for at være efter ham, så kunne de have haft en fed konstruktiv snak og mere nærhed, fremfor den afstand det andet skabte. I stedet for at konkurrere om hvem der var den bedste forælder, hvem der gjorde mest i hjemmet, så kunne de have kysset og knaldet og hygget sig. Ethan kunne så, for sin del, have sat hælene i for længe siden. Krævet ligeværdighed, sagt nej tak til kritikken og rusket hende (i overført betydning), så hun kunne tage ind i sit hjerte, at han rent faktisk elskede hende.

Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler. Pointen er at så mange spilder deres liv og slider deres kærlighed op med at tale om det forkerte. Når parforholdet bliver en magtkamp, en købmandshandel, en skyttegravskrig eller en isnende tavshed i stedet for at være det trygge sted, hvor vi kan være nøgne (i mere end een forstand) og helt igennem os selv. Hvor vi kan næres og blive klogere og udvikle os, både sammen og hver for sig.

Kærlig hilsen Katrine