Parterapi?!? Skal I da skilles?

Min mor og hendes mand er på en længere rejse. Vi mailer sammen og de skriver dagbog, så vi andre kan følge med i turen på en blog. Det er rigtig hyggeligt.

Sidst jeg skrev fortalte jeg dem, at min mand og jeg har været i parterapi og at det har været hårdt. De svarede noget i retning af: Jamen dog, skal I da skilles? De fik det her svar tilbage fra mig:

Ja, det anede mig, at du/I ville blive urolige ved ordet “parterapi”. Sådan har de fleste mennesker det. At parterapi er lig med katastrofe, kriser og skilsmisse. Det er ikke så godt for min forretning, at de fleste tænker sådan. Men det er sandt. Sært at de ikke tænker, at det måske er en meget god idé, at passe det der parforhold, ligesom de kører bilen til service og maler huset, når det trænger. Parforholdet tages for givet og ellers bliver vi skilt. Det bliver over 40%.

De fleste kommer først, når der HAR været utroskab, depressioner, fyringer eller kærligheden er død og så er det terapeutiske arbejde selvsagt så meget sværere.

Det er sådan at M og jeg godt kunne leve et liv, som venner og makkere. Vi ville nok ende små-frustrerede og gå og bide af hinanden, fordi vi ikke fik ryddet op undervejs. Det gør de fleste. Men så nøjsomme er vi ikke. Vi vil gerne blive ved med at være kærester på den nærende og passionerede måde. Vi vil ikke kun blive sammen, pga. økonomien eller børnene eller fordi det er det nemmeste, det mest komfortable og det velkendte. Det gør alt for mange.

Når vi vil det, så er vi nødt til at jage skelletterne ud af skabet, få støvsuget møgbunken ud under gulvtæppet og få kigget på de steder, hvor det er svært at mødes. Og det gør ondt. At tage ansvar. Se sig selv og hinanden og realiteterne i øjnene. Og blive voksne. Det er en livslang proces.

Nu får du også min lille svada, for det er sådan virkeligheden ser ud for mig.

Læs mere om parterapi HER.

Læs også: Det vi ikke taler om, det findes ikke