Når din partner krænker

I min praksis sidder jeg ofte med frustrerede par, hvor den ene efterhånden er blevet grænseoverskridende i sin adfærd og den anden part trækker sig mere og mere fra relationen. Der er sjældent tale om fysisk vold, men altid om at den ene føler sig enten overvåget, kritiseret eller at hendes (det kunne lige så godt være hans) grænser ikke bliver respekteret. I de situationer har den som har trukket sig ofte mest fokus på, at den som krænker skal lade være. At hun vil være i fred, at han skal flytte fokus fra hende og respektere det “nej” som ikke altid er tydeligt.

Vi kan hurtigt blive enige om, at det ikke er i orden at krænke et andet menneske. Hvad der opleves som krænkende er til gengæld forskelligt fra person til person og gradbøjningerne er uendelige. Jeg kunne derfor godt tænke mig, at rette fokus på det ansvar de krænkede bærer, for det som ikke fungerer.

Med mindre vi har tale om et menneske uden empati, så ender krænkeren oftest med at handle grænseløst, fordi partneren har trukket sig mere og mere fra relationen. Man kan selvfølgelig tale om hønen og ægget i den situation, men det er min oplevelse, at hvis den ene part er utydelig, indordner sig og pleaser meget, så vil den anden ubevidst lede efter grænsen eller tydeligheden og ender derfor med at krænke mere eller mindre bevidst.

Derfor har den krænkede altid en andel af det uhensigtsmæssige, der foregår. Det er ikke det samme som at sige: det er din egen skyld, at din mand banker dig eller at din kone kalder dig grimme ting. Men det kan være rigtig konstruktivt for den krænkede at vide, at ved at være mere tydelig, sige fra med større bogstaver og holde fast på sin holdning, kan få krænkeren til at respektere sine grænser. Nogen gange giver jeg som eksempel, at de skal forestille sig, at krænkeren var gift med mig i stedet for med sin kone/mand. Om jeg mon så ville føle mig lige så krænket. Svaret er altid nej, fordi jeg netop ikke ville tillade det. Det ville ikke kunne lade sig gøre. Det siger ikke så meget om krænkeren, men til gengæld en hel del om, hvordan den grænsesøgende adfærd kan håndteres.

På den måde kan den krænkede slippe sin følelses af at være blevet gjort til offer og tage magten over det som foregår tilbage. Styrken til at sige til og fra afhænger ikke længere af krænkeren, men er op til partneren at få sat sine grænser, så de ikke bliver overtrådt. Det er ikke altid let, hvis det var, havde de jo gjort det for længe siden. Af og til kan det være brugbart at kigge lidt på historien, for den krænkede part, har ofte en barndom, hvor det var vigtigere at tage hensyn til andre, end til sig selv. Derfor har han eller hun ikke lært at sætte nogle sunde grænser og tro på, at de får kærlighed også selvom de siger fra.

Det er ingen der kan holde til ikke at få respekteret sine grænser og derfor slider det på parforholdet, når den ene maser frem og den anden forskanser sig. De ender hos mig, fordi kærligeden er slidt op og den krænkede kun kan se een udvej og det er at flytte sig væk fra krænkeren. Altså lade sig skille. Men det behøver ikke gå så galt. Kom i tide, når magtbalancen er skredet og du ikke oplever der er plads til dig i dit parforhold. Eller hvis du har svært ved at “mærke” din partner. Så er det måske dig, som uden at vide det, krænker for at få kontakt.

Skriv en kommentar herunder. Jeg er spændt på jeres reaktioner på emnet.

Læs også: Jeg græder med glæde