Når jeg får tæv!
I går fik jeg følgende kommentar på mit indlæg “Alle mænd er nogle svin”. Det kom fra en mand (!) og lød kort og godt sådan hér: “Lamt indlæg, der er ikke nogen mænd, der læser din lorteblog” SMAK! Det er sjældent jeg får den slags sure kommentarer og jeg har ikke tænkt mig at svare på den. Den lægger ikke rigtig op til diskussion eller argumenteren. Den var sendt fra sutmin@dk.dk, så han var nok ret ligeglad med et svar fra mig, er mit mest kvalificerede gæt.
Jeg vidste godt at den overskrift ville provokere nogen. Og det var netop meningen. Fordi det bliver så tydeligt hvor meget mere vi giver “den anden” eller “de andre” skylden og ansvaret for hvordan vi har det. Så det var med risiko for at få nogle reaktioner, som ikke kun var gode, at jeg sendte den overskrift afsted.
Jeg er jo ikke parterapeut for ingenting og jeg ser selvfølgelig også denne situation med relations-brillerne på. Det er nemlig sådan her i verden, at når vi stikker næsen frem og viser hvem vi er, så vil andre mennesker også forholde sig til os. Se nu bare de kendte, som bliver jagtet af journalister og fotografer som vil have den saftige historie og de afslørende billeder, som vi andre kan mæske os i. Politikere som siger deres mening og i dén grad får nogle hug, når vi andre ikke er enige.
Når du i dit parforhold tør vise hvem du er, siger til og fra, så vil du også få en reaktion af din partner. Du vil nogle gange bliver misforstået, overhørt, møde modstand eller ligegyldighed og i langt de fleste tilfælde vil du, fordi din partner elsker dig og gerne vil dig, få det du ønsker dig og har brug for. Sådan er det når to forskellige mennesker mødes og sådan skulle kærligheden gerne være.
Der skal ingen tvivl herske, jeg har det som de fleste. Jeg vil meget hellere have ros end ris og jeg synes da det er øv, at få en kommentar som denne her. Det er ikke ris, jeg kan bruge til noget og jeg føler mig misforstået. Jeg ELSKER mænd. Det er jo netop derfor jeg gerne vil hjælpe nogle flere kvinder til at elske dem.
I parforholdet er det vigtig, at forstå at du selv er herre (eller dame om du vil) over, hvordan du håndterer det du får tilbage, når du viser hvem du er. I mit tilfælde kunne jeg være blevet såret, have brug for at forsvare mig og måske endt med at have trukket mig, af angst for at få en lignende kommentar en anden gang. Jeg kunne have gjort mig usynlig og sikret mig at ingen nogensinde lagde mærke til mig igen og så ville jeg slippe for kritik. Men det ville være ærgerligt, for jeg får også så meget godt igen, som jeg ikke ville undvære. Jeg har nemlig en hel del på hjertet og der er masser af mennesker, som har glæde af det jeg skriver.
Derfor: når du i dit parforhold føler dig overhørt eller afvist eller noget helt tredje, så sørg for at gøre det tydeligt. Kun på den måde kan I få reddet trådene ud. Du kan få af vide om du rent faktisk er blevet afvist eller om det blot er dig, som har oplevet det sådan. Når I får tingene på bordet, kan I bedre vide hvad I skal forholde jer til. Hvis nu manden med den sure kommentar havde skrevet hvad det var han ikke brød sig om, så kunne jeg og ikke mindst han selv være blevet klogere. Det gør det så meget nemmere og sjovere at være til.
Det er først når vi ved hvad der foregår, at vi kan forholde os hensigtsmæssigt til det.
Vil du gerne være klogere på dig, så læs mere om terapi hér.
Hvis du vil efterlade en sur kommentar, så gør det i kommentarfeltet herunder.
Responses