Hvad er den største udfordring i parforholdet?

For noget tid siden spurgte jeg på Facebook: Hvad der er den største udfordring i parforholdet? Jeg fik mange interessante betragtninger, som jeg bringer i dette blogindlæg. Har du selv en udfordring, som du gerne vil have jeg tager op, er du meget velkommen til at skrive til mig. Til brug på bloggen bruger jeg indlægget som jeg vil, og har du brug for en mere personlig og udførlig feedback til lige præcis din udfordring, så koster det 400 kr.

Send mig en mail HER

Læsersvar: Hvad er den største udfordring i parforholdet?

Berit på 41 svarer:

“Jeg synes det handler rigtig meget om, at lære sig selv at kende og ikke ende med at blive en projektion af hinanden. Jo bedre man kender sig selv og sine grænser, desto bedre er man også til at sætte grænserne de rigtige steder og på den rigtige måde – også overfor sin partner. Det er min oplevelse, at jeg ikke kendte mig selv særlig godt da jeg trådte ind i mit parforhold og først nu hvor jeg er på vej ud af det, har jeg indset, at jeg har været en skygge af mig selv. Det kan jeg på ingen måde bebrejde min eks-mand. Det har helt og holdent været mit ansvar, at jeg har givet køb på mig selv.”  

Berit 41 år.

En anden svarer:

“Jeg hørte engang en ældre dame sige, at da hun mødte sin mand, så startede en livssamtale, der først sluttede den dag, han døde. Der kunne være stilhed men aldrig tavshed… Den ramte – det har jeg tænkt meget over. Det er en stor udfordring for mig at blive ved med at holde gang i “livssamtalen” – og dermed undgå tavshed og følelsen af, at vi af og til lever to individuelle liv under samme tag.”

En tredje læser svarer: 

“Jeg har kæmpet rigtig meget med min mistillid. Jeg har aldrig været jaloux anlagt og har heller aldrig stoppet eller forhindret mine kærester i at have veninder. Men i denne omgang gik det galt. Det startede som små mærkelige oplevelser, hvor min mand havde rigeligt med kontakt til et par andre kvinder. Det var helt i orden og blev først et problem, da aftalerne blev hemmeligholdt. Hvorfor det? spurgte jeg. Jo mere jeg søgte en forklaring, desto mere tavs blev han.

I dag er det fortid og jeg lader den hvile. Jeg ved dybest set ikke, hvad der er foregået og hvornår. Men jeg kan se, at mistillid er en skidt ting. Der må være klare linjer og klare aftaler mellem to mennesker. Det er jo fint at man have en flirt i et par måneder, eller når møder et menneske som rører noget i en. Kunsten er at finde ‘hjem’ igen til sin partner. Det synes jeg har været rigtig svært.”

En læser ved navn Birgitte svarer:

“At holde liv i sit forhold når der er børn, job og andre hverdagsting der fylder.

Komme ud af uhensigtsmæssige mønstre/ rollefordelinger.

Vi har svært ved at finde melodien lige for tiden men det vil jeg så gerne. Men hvordan? På mit job er alle omkring de 50 -55 år sammen med deres mand men alle dem på 35-40 år er skilt. Er det forskel på generationer der spiller ind. Vi er måske hurtigere til at græsset er grønnere, mindre villige til at gå på kompromis?”

Birgitte 38 år.

Carina svarer: 

Der er jo mange udfordringer:

• misforståelser, fordi vi får kommunikeret forkert eller slet ikke,
• for lidt tid og forkert brug af den tid, der er
• bebrejdelser pga skuffelser eller manglende indfrielse af forventninger
• manglende accept af hinanden og hinandens ønsker og gøremål
• svigermor!

Men jeg tror, at den største udfordring er, at jeg mister evnen til at navigere og finde hjem: Evnen til at slippe en dum situation og komme videre med de gode ting. Jeg har stor tendens til altid at tænke worst case-scenario ind og tænke i ekstrem-baner – “hvis han gør det, så betyder det at, og så sanktionerer jeg med at…”

Carina 36 år

Mit svar

Som mennesker er vi ofte alt for optaget af, hvad den anden gør eller netop ikke gør, end vi er i, hvad vi selv foretager os og så tage ansvaret for det. Når vi ikke føler os set eller forstået, bliver vi nøjeregnende og går i små sko. Det skal gøre lige så ondt på dig, som det gør på mig. Når vi kommunikerer med hinanden gør vi det med hovedet og det bliver en konkurrence om, hvem der har ret eller kommer med den bedste argumentation, frem for at vi taler om processen med hinanden. Med processen mener jeg, at vi sætter ord på, hvordan vi har det og hvad der sker i mellem os, fremfor at bebrejde og kritisere eller skælde ud. Diskussionerne bliver gentaget i det endeløse og bringer os ingen vegne.

Vi gør os også afhængige af, at vores partner skal gøre noget bestemt, for at vi kan blive glade og tilfredse. Han skal være/gøre/sige sådan og sådan, for så føler jeg mig forstået og holdt af. Når vi ikke får det, vi har brug for, så har vi heller ikke selv noget at give af og så vil vi heller ikke acceptere, respektere og rumme. Det slider kærligheden op.

Nå du forstår at DU er ansvarlig for ALLE dine følelser og også for håndteringen af dem, så har du nøglen til at få den kærlighed og det parforhold, du har brug for.

Held og lykke med det.

Kærligst Katrine

Læs også: Peter og Stine er vokset fra hinanden