JP-Klumme: Tør du vise, hvem du er?

Jeg oplever det hver dag med mine klienter i min praksis. De opdager hvor meget de holder sider af sig selv tilbage, fordi de er så bange for at blive afvist og forladt, hvis de viser hvem de er. De må ikke være vrede, de må ikke være kede af det. De må ikke have (alt for meget) lyst til sex og der er sågar nogen, som ikke måtte være for glade. Ikke alt for glade i hvert fald. Engang var det sådan hjemme hos deres far og mor. Der var sider, som blev elsket og der var sider af dem, som deres far og mor ikke kunne håndtere eller ikke brød sig om. Som børn har de altså ubevidst lagt låg på de dele af sig selv. I dag er de voksne og far og mor har ikke længere den samme følelsesmæssige magt over dem. Men det er ingen hindring, for begrænsningen foregår stadig i deres hoved.

Vi har alle sammen en rem af huden – også jeg, selvom jeg har arbejdet med mine skjulte sider i årevis. Vi har nemlig alle engang været i vores forældres menings magt og derfor været optaget af, at være sådan som de ønskede vi var, så vi kunne få kærlighed. I dag er det op til os selv hver især, at gøre op med vores ophav og gøre os fri af begrænsende mønstre. At vi finder fred med at være de mennesker vi er, med alle vores styrker og svagheder. Med de sider som blev elsket og med de sider, som var forbudte. Som voksne er vi selv ansvarlige for, om vi vil fortsætte med at begrænse os selv, som vores forældre gjorde engang, eller om vi vil sætte os selv fri og leve vores fulde potentiale og dermed finde det, som lige præcis for os, er lykken.

Det er fint og godt og helt op til den enkelte.

Til gengæld bliver jeg virkelig sur, når mennesker, som netop ikke er begrænset af ikke at måtte være på en bestemt måde, får verbalt på tæven, når de giver deres mening til kende. Det betyder nemlig at de som ikke begrænser sig selv, bliver begrænset af andres små-sko-et-hed.

Jeg kender flere kvinder og mænd som blander sig i den offentlige debat eller bare på Facebook og som tør stikke næsen frem. De tør sige deres mening og vise hvem de er, også selvom det af og til giver nogle gevaldige hak i tuden. De får hermed et over ordenligt kærligt dunk i ryggen af mig, for hvor er det fedt at nogen har en holdning og godt tør dele den med os andre, selvom de bliver projektionsskærm for andres skyggesider. Andre som netop ikke tør give deres mening til kende, bliver rasende når nogen stikker næsen frem. De gør jo netop noget, som de ikke selv tør. Fy ha da! Det er så dejlig belejligt at sidde derhjemme i anonymitetens tryghed og svine andre til. Reaktion er så meget nemmere end aktion.

Jeg har selvfølgelig selv mine ”favoritter” som jeg så inderligt ville ønske ville holde deres mund i den offentlige debat. Nogen jeg er så uenig med, at jeg får lyst til at lukke munden godt og grundigt på dem, for at de ikke skal påvirke andre for meget, med deres, i min optik, helt forkerte holdninger. Men for pokker, jeg synes det er vigtigt at alle skal kunne sige, hvad de vil. De bidrager nemlig til, at vi andre bliver rusket lidt i og på den måde tvunget til selv at tage stilling. Vi kan ikke bare dulre rundt i vores egen lille verdens tryghed, men bliver konfronteret med andres virkelighed. Så blive endelig ved kære venner og fjender. Vi slås alle sammen med den værste dommer af dem alle, ham der lever inden i os og censurerer os i alt hvad vi gør. Så skulle vi ikke tage og give hinanden lidt plads. Plads til at ytre os uanset hvor uenige vi er med hinanden. Hurra for forskellighed, som netop gør det interessant at tale sammen og blive klogere på os selv og hinanden.

Læs også: JP-Klumme: Tilbage til det vigtigste!