JP-Klumme: Farvel smiley!

Forleden spurgte en af mine venner mig, hvorfor jeg aldrig bruger smileys i min skriftlige kommunikation på Facebook, bloggen, mails og mine nyhedsbreve. Det passer nu ikke helt, for jeg er ret vild med den der kysse-smiley, som sender et hjerte af sted til min mand eller veninder, eller andre som skal have sådan en fra mig.

Men det er et helt bevidst valg, jeg har truffet ikke at bruge smileys, når jeg skriver. Jeg er ærlig talt træt af den overplastring af smileys jeg ser alle vegne. Jeg vil stå klart og tydelig i min kommunikation, og jeg vil ikke ”hjælpe” min læser til at vide, hvornår noget er morsomt eller sagt med et glimt i øjet. Det har jeg helt tillid til, at han sagtens selv kan finde ud af. Hvis han er i tvivl, så kan han jo spørge.

Hver dag hjælper jeg par med at forbedre deres kommunikation, øve sig i at være tydelige, melde klart ud og beskrive hvad der sker i mellem dem, frem for at kaste med mudder eller trække sig fra kontakten. De fleste mennesker har svært ved at kommunikere med hinanden, når de har følelser involveret, og når vi så rundhåndet smider smileys alle vegne, så gør vi kommunikationen endnu mere utydelig. Vi tager altså budskabet ud af det, vi har at sige, når vi bruger smileys hele tiden. Det er som at pakke en afvisning ind i cellofan, for at gøre den lidt mere spiselig, men det er stadig en afvisning. Eller et fint honninghjerte, som skal sige ”Jeg elsker dig” og hvor jeg så tager en bid, inden jeg afleverer den, til en jeg holder af. Det tager toppen af afvisningen og glæden og forpurrer budskabet på godt og ondt. Og det er lige netop det vi bruger smileyerne til. Vi vil hjælpe modtageren med at se, hvor vi er sjove og siger noget ironisk.

Hvad værre er, så er de fleste af os rædselsslagne for at blive afvist eller gøre nogen sure og derfor sætter vi lige en smiley, for at tage brodden af budskabet. Det er helt menneskeligt. Det er bare ikke særlig hensigtsmæssigt i en klar og tydelig kommunikation med mennesker, som betyder noget for os. Vi visker os selv ud, gør os slørede og utydelige og det er ikke særlig smart, når vi skal have en besked igennem til hinanden.

Når vi læser det andre skriver, så skaber vi en mening, i det vi læser, det er vores måde at forstå på. Netop fordi vi selv skaber en mening, så handler det, vi tolker, af det læste, mere om os selv end om den, som har skrevet det. Med smileyerne tager vi altså også oplevelsen af det læste, fra læseren. Vi vil sikre os at han har forstået os rigtigt, så vi går med livrem og seler. Det er ligesom med romaner og spillefilm. I romanen skal vi forestille os, hvad der sker i handlingen. Vi danner selv billederne, modsat en spillefilm, hvor vi får det hele serveret. Kommunikation med smileyer bliver ligesom en amerikansk sitcom, der får vi gudhjælpemig også instrukser om, hvornår vi skal grine, skarpt instrueret af dåselatteren i baggrunden. Gys!

Ja, meget kan misfortolkes gennem det skrevne ord og vi kan aldrig være sikre på at vi har forstået, hvad andre mener med det de skriver? Men vi kan spørge, når vi er i tvivl. Hvis ikke vi er så rasende bange, for at blive afvist, for at virke dumme eller uden humor, så ville det skrevne ord være stærkt nok til at stå alene. Uden hjælp fra smileys.

Læs også: JP-Klumme: Gør det ondt mand?