Brevkasse: Ulykkelig kærlighed eller?

Hej Katrine,

Har aldrig prøvet at skrive til nogen blog før eller noget omkring mit liv eller følelser – har altid bare læst andres indlæg. Nu prøver jeg…Jeg er en pige på 24. Jeg er i et parforhold med en dejlig fyr på 24. Vi har været sammen ca. 1,5 år. Jeg føler, jeg har alt der kan gøre mig lykkelig. Min kæreste yder en kæmpe omsorg for mig og jeg er aldrig i tvivl om, hvor dejlig han synes jeg er. Jeg elsker ham meget! Jeg har bare pludselig oplevet at vågne en dag og være helt følelsesforladt. Jeg følte pludselig ikke mere for ham, selvom jeg inderst inde godt vidste at jeg elskede ham. Jeg kunne bare pludselig ikke finde positive følelser og gik i panik, fordi jeg jo så godt kunne regne ud, at jeg ville være nødt til at gå fra ham.

Men når jeg tænker på den tanke, bliver jeg rigtig rigtig ked af det. Han betyder jo rigtig meget for mig. Ved ikke hvad der er sket. Føler mig ulykkelig. P.t. irriterer han mig grænseløst på mange punkter, selvom alt han gør er i den bedste mening. Jeg er træt af mig selv og får dårlig samvittighed, for han har ikke fortjent en sur og muggen kæreste. Jeg ville ønske jeg kunne få de dejlige trygge følelser tilbage som pludselig forsvandt! Jeg har som 5-årig mistet min far og som 16-årig mistet min storebror og som 18-årig blev min mor syg af kræft men overlevede heldigvis!! Min mor og læge siger at sådanne ting fra fortiden godt pludselig kan banke på og vil ud og så er der ikke plads til lykke-følelser og kærestefølelser..? Kan det passe? Det håber jeg lidt på, da jeg ikke kan klare tanken om at miste min kæreste, men kan heller ikke klare at skulle gå følelsesløs rundt i min parforhold…Hjælp!! :'( Ved slet ikke om du svarer på dette, men nu fik jeg da kommet ud med det…

Mvh
Den fortvivlede!!

Kære fortvivlede,

Tak for din mail og for din tillid til, at jeg kan hjælpe dig videre. Det vil jeg rigtig gerne, for sikke en frustration, der driver ned af denne mail. Det gør mig ondt for dig.

Jeg tror din læge og mor har fat i noget rigtigt. Du har oplevet at miste nogle af de mennesker, der stod dig nærmest og din mor har været alvorligt syg og du har med garanti været rædselslagen for at miste hende også. Med rette. Sorg kommer i bølger og du har sikkert sørget en masse over tabet af din far og din bror. Hvilket er helt forståeligt for dig og for andre.

Nu er du voksen og er selv i gang med at skabe dit eget liv med en mand, du elsker og som elsker dig. Så bliver der skabt rum til at sorgen i dig kan “tage en runde mere”. Denne gang kommer den måske ikke som en knude i maven og et savn af dem du elsker og har mistet, men i højere grad som en angst for at give dig hen til kærligheden igen. Instinktivt passer du på dig selv, for at undgå at skulle opleve så voldsomt et tab igen.

Måske er der noget: “for godt til at være sandt” i det? Måske beskytter du dig mod at miste, ved at holde afstand til den mand du elsker?

Jeg synes ubetinget at du skal fortælle din kæreste hvordan du har det. Han elsker dig og han fornemmer måske at du trækker dig væk fra ham, er mere irriteret og ved ikke hvad det handler om. For at han ikke skal se spøgelser og blive usikker og for at du ikke skal gå med alle dine tanker alene, så fortæl ham hvad der sker i dig og så kan I hjælpe hinanden videre. Du ved jo ikke om det handler om din kærlighed til ham, du kan bare mærke at du er følelsesløs og at det gør dig bange.

Jeg synes du har været så meget igennem i dit liv allerede og du skal ikke træffe nogen beslutning om at gå fra ham på det her grundlag. Du skal være helt sikker på, at det handler om en manglende kærlighed til ham og ellers blive i det, blive klogere ved at dele med ham og mærke efter. Være opmærksom på dine behov og dine grænser og søge støtte og hjælp i din kæreste. Det lyder som om han er mand for det.

For mig giver det rigtig meget mening, at du har det som du har det. Jeg tænker det er helt naturligt med alt det du har oplevet i dit liv. Jeg tror du skal give dig og jer tid og kunne rumme at du ikke altid kan være “på” overfor din kæreste. At det er ok at følelserne ikke altid er lige intense. Når du bliver irriteret på ham, er du måske i virkeligheden frustreret på dig selv over at du har det som du har det? Bare en tanke. Hvis den har noget på sig, så sig det til ham, så han ikke tager irritationen personligt.

Jeg sender dig varme hilsner og ønsker dig held og lykke med kærligheden. Både den til dig selv og til din kæreste.

Kærligst Katrine

Læs også: Brevkasse: Hvorfor kommer og går mine følelser?