Mine børn siger, jeg hjælper forældre med ikke at blive skilt.

Det vigtigste i børns verden er at deres far og mor er sammen og elsker hinanden. Det gør deres verden tryg og får den til at føles “rigtig”. Børn har ikke abstraktionsniveau til at forestille sig at far og mor bliver meget gladere hver for sig end sammen, at far og mor elsker hinanden, men ikke kan være kærester mere, at far har fundet en anden kvinde som han hellere vil være kæreste med end med mor og alle de andre ting, der bliver fortalt børn i de små hjem, er grunden til at far og mor flytter hver for sig.

Børn vil have at deres far og mor er sammen. Sådan er det.

Derfor er det også med slet skjult stolthed i stemmen at mine børn fortæller, hvad jeg laver, for det rangerer meget højt på deres sejhedsstatus, på linie med at være filmskuespiller og direktør (mine børn er 10 og 12 år). Det kan jeg jo sidde og sole mig lidt i på regnvejrsdage, men jeg ved jo godt at sådan hænger verden ikke sammen.

Det kan til gengæld gøre mig vred og ked af det, når forældre lader sig skille uden at forstå, hvad der gik galt i mellem dem. Når de løber surt i hverdagen, uden at tage ansvar for, hvor lidt de selv har gjort for at holde gejsten og passionen ved lige. Når de har mere travlt med at gøre hinanden manglefulde end at se, hvor de selv ikke slår til. Det er så meget nemmere at skubbe lorten over på den anden side af bordet, end at se sig selv i øjenene gennem det menneske som er tættest på. Det er så oplagt at vende sig væk, når det gør ondt.

Problemet er at vi ikke bliver klogere, hvis ikke vi vil udvikle os og udvikle os gør vi nemmest med en partner. De er vores spejl på fejl og mangler, skyggesider, sårbarhed og usikkerhed. De er en gave. Som gør nas bevares, men som også gør os fri og kan lære os at elske os selv og dem med en kærlighed der er så stærk at den aldrig ophører. Det synes jeg er sejt.

Kærligst Katrine