JP-Klumme: Tillykke til mig
Jeg har 14 års bryllupsdag i dag. Jeg har kendt ham i 22, de 18 som kærester. Det synes jeg er ret sejt. Der er selvfølgelig en del, som kan blære sig med endnu flere år på bagen, men i disse skilsmissetider, så giver 14 år absolut også anciennitet til at snakke med om parforhold, synes jeg. Nu ved jeg som parterapeut selvfølgelig et og andet… syv år, Niels… syv år… Men alligevel, det er jo langt fra nogen garanti til livslang kærlighed.
Det har nu heller ikke altid være let. Det er det jo sjældent med det parforhold. Jeg har skam siddet og grædt mine salte tårer hos en venlig dame på et kommunekontor og skullet forholde mig til om jeg havde brug for en akut lejlighed til mig og mine børn, eller om jeg godt kunne blive boende derhjemme, til der blev noget mere permanent ledigt. Jeg har været helt ude på kanten og i en lang periode overvejet om vi nogensinde kunne finde hinanden igen. Om vi kunne leve med vores tydelige forskellighed og om kærligheden kunne holde til alle skænderierne, konflikterne og livet begravet i en pakke leverpostej af hverdags trummerum.
Så på denne årlige store dag er det tid til at gøre status. For hvad er det egentlig vi gør, siden det virker? Hvad skal der til for at bevæge sig fra skilsmissens rand og manglen på kærlighed og respekt til at nå til et sted, hvor jeg ikke ville bytte ham for noget som helst i hele denne vide verden?
Jeg synes det er svært at svare på, hvorfor jeg er vild med ham. Det bliver så nemt fuld af floskler og tomme begreber, som vi alle sammen kan skrive under på, at vi gerne vil have hos en partner. For ja, han er klog og sjov og smuk, en god far, en handy mand, er ansvarlig og en syv- ottehundrede andre ting. Næ, måske er det mere interessant at kigge på, hvad han gør ved mig.
Han gør mig tryg. Jeg ved han har styr på sit shit og jeg ved at han ville gå gennem ild og vand for mig. Han får mig til at grine og hans selvironi er helt i top. Han har lært mig at sige undskyld og tage ansvar. Han lugter altid godt og giver mig lyst til at røre ved ham. Vi har de samme værdier i livet, holder et langt stykke af vejen af de samme ting og så kan jeg stadig efter alle disse år kigge på ham og tænke, fuck hvor er han lækker, tænk at han synes det samme om mig. Hver gang vi rejser hjem fra en ferie, så tænker jeg, godt det er de her tre mennesker (ham og børnene) jeg skal have med hjem. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen mænd i hele verden, hvis ryg, jeg hellere ville trykke min næse flad mod, når jeg skulle sove om aftenen.
Så hvordan lykkes det mig at have det sådan med ham, når nu vi har været så langt fra hinanden og så tæt på en skilsmisse?
Først og måske vigtigst sørger jeg for at være den jeg er sammen med ham. Også når jeg er morgensur, mangler overskud, er jaloux og usikker. Jeg græder mascara ud på hans skjorte når jeg er ked af det og jeg råber, når jeg er vred. Jeg søger hjælp og sparring hos ham og han er helt uvurderlig i forhold til driften af min forretning. Vi taler (og skændes om) børneopdragelse og om hvad der skal gøres hvornår i hjemmet. Jeg himmelvender øjnene, når jeg synes han prioriteringer er helt til hest og jeg siger han ligner sin mor, når jeg er rigtig vred og vil såre ham.
Det sære og samtidig enkle er at vores kærlighed rigtig kunne blomstre, da jeg satte ham fri. Da jeg opgav at forsøge at lave ham om, men begyndte at respektere og elske ham, lige som han er. Det er stadig svært ind i mellem, for jeg vil jo gerne have tingene på min måde. Det faktum at hans virkelighed, hans holdninger og meninger tæller lige så meget som mine (man skulle tro det var løgn at jeg skrev det) har betydet at han kan leve det liv, han gerne vil, sammen med mig og at jeg kan leve det liv, jeg gerne vil sammen med ham.
Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde holder op med at elske ham.
Responses