Jeg må godt være trist!

Jeg er lidt trist i dag. Det må jeg godt. Tror jeg. Altså jeg øver mig. Jeg prøver at synes at jeg er helt ok, også når jeg ikke er glad og stærk og sjov og klog. Jeg må godt have lyst til at lukke mig sammen om mig selv og drikke the og være stille. Håber jeg!

Jeg troede nemlig engang at jeg kun blev elsket, når jeg var udadvendt, positiv og stærk. Jeg vidste ikke at der også var nogen, som ville holde af mig, når jeg havde brug for omsorg, var usikker, i tvivl, jaloux eller misundelig. Jeg blev klogere og heldigvis for det, for jeg er nødt til at vise min sårbarhed, for at få forståelse og ømhed.

Som i går aftes, da jeg klyngede mig til min mand, fordi jeg ved at jeg kommer til at savne ham helt vildt nu han rejser i ti dage. Eller i morges da jeg kom til at græde lidt, fordi han går og pakker og jeg ikke skal være sammen med ham i over en uge. Jeg kan godt synes jeg er lidt fjollet, for helt ærligt det er jo kun ti dage. Jeg kan også tænke at jeg måske tager glæden fra ham, ved at sidde der og se ked ud af det.

Men det er sådan jeg har det. Jeg kan ikke løbe fra det. Jeg hader afskeden. Jeg bliver bekymre-mig-røv over om der sker ham noget. Jeg er ved at begynde og græde igen ved tanken om at han ikke kommer tilbage. Jeg er misundelig over at han skal på eventyr uden mig og jeg skal blive hjemme i regnvejret.

Jeg glæder mig også til lidt tid alene med børnene, hvor vi skal spise risengrød og sove i klump i den store seng og i aften skal vi i biffen, for det vil de elske. Jeg har arrangeret en masse for den kommende uge, for at fylde op med hyggelige ting, jeg har lyst til at lave og det bliver så dejligt. Sådan er jeg nemlig også.

Så i dag er jeg trist og jeg har ikke spor lyst til at sige farvel og jeg vil hade at savne hans arme om mig, hans nærvær i min hverdag og hans kys på min mund. Godt han kommer igen og godt at jeg er ok uanset, hvordan jeg har det.

Kærligst Katrine