Katrine, Katrine klap gællerne i…

Da jeg gik i måske 5. klasse var jeg meget forelsket i en dreng fra 6. klasse med det smukkeste brune hår og brune øjne. Han var tvilling, men jeg var ikke i tvivl om, hvem af det to, jeg gerne ville være kæreste med. Han spillede en del fodbold og derfor sad jeg på sidelinien og fulgte med (det var jo ikke så vigtigt at fodbold ikke interesserer mig en tøddel).

Nu ville jeg jo gerne sikre mig, at han opdagede at jeg sad der på sidelinien med sommerfugle i maven og sendte længselsfulde blikke efter ham, så jeg larmede lidt. Noget med tilråb og at grine højt og den slags. Tanken var nok at hvis ikke jeg gjorde opmærksom på min tilstedeværelse, så opdagede han mig nok ikke. Han opdagede mig skam. Men desværre ikke på den måde, som jeg så hjertens gerne ville opdages af ham. Han stemte nemlig i med sangen Katinka, Katinka luk vinduet op, blot med et lidt anden tekst.

Det gjorde så ondt i mit hjerte og afvisningen sved, som kun en afvisning af en forelskelse i 5. klasse kan gøre det.

Og lad mig bare sige det, som det er med det samme: det er ikke hverken første eller sidste gang at jeg har fået et overordentligt hak i tuden, når jeg jeg har stukket den frem i verden. Min nu afdøde historielærer i gymnsiet brillierede med udtalelsen: Katrine, du har en sygelig trang til at gøre dig bemærket (tror I han havde fat i en skyggeside der?). Nå men det har selvfølgelig formet mig afsindigt, for jeg har på min vej gennem livet taget det facit med mig, at jeg fylder for meget. Taler og griner for højt og at jeg er ALT for meget i ALT for mange situationer.

Det betyder at det at være mig har været fyldt med en konstant kamp mellem at være den jeg er (med og uden larm) og at skamme mig over at være det. Jo mere jeg havde besluttet mig for at i dag skulle jeg være stille, mørk, mystisk og tilbagetrukket, jo mere krampagtigt har jeg måtte fortælle sjove anekdoter eller afbryde og liiiige give mit besyv med til debatten.

Mit tema omkring at fylde for meget har taget størstedelen af mine terapisessions under mit uddannelsesforløb, for jeg blev jo ved med at rende ind i situationer, hvor jeg syntes jeg fyldte for meget eller hvor jeg troede at de andre syntes at jeg fyldte for meget osv osv.

En af de fantastiske ting ved at tage en uddannelse til psykoterapeut, er at jeg ofte havde muligheden for at tage mig selv op til revision, kigge på mit selvbillede og få de andres feedback på, hvordan de oplevede mig. Jeg fik gang på gang af vide at jeg med mit mod og min villighed til at blotte mig, var et forbillede for de andre. De syntes at jeg bidrog enormt til det fællesskab vi havde, fordi jeg var så tydelig. De vidste altid hvor de havde mig og jeg inspirerede dem, fordi jeg turde vise hvem jeg var. Jeg fik det tit af vide og mange gange og af mange forskellige mennesker, men mit selvbillede, som var blevet dannet, da jeg var barn, hang fast med næb og klør. Det selvbillede var blevet min virkelighed. Det har taget mig år, at høre hvad folk siger og tro på, at det er sådan det er. At tro på at selvom min barndomskærlighed syntes jeg larmede for meget, så er jeg stadig ok. Så er det ikke fordi AT jeg larmer for meget ALTID.

Det interessante her er også at jo mere jeg har vedkendt mig min larmende, plads-tagende, højt-grinende side, jo mere kan jeg leve i fred med den. Jeg larmer når jeg er i det humør og jeg kan også være stille og tilbagetrukket, fordi sådan er jeg også. Jeg er ikke længere forkrampet og jeg har ikke længere alle antennerne ude i verden, for at undersøge, om de nu synes at jeg er for meget. Jeg lægger godt mærke til, når nogen ved siden af mig lige stopper deres samtale, fordi jeg skraldgriner, men dem om det. Det handler ikke længere om mig.

Det er først når vi opdager, hvad vi har med os, at vi kan revurdere vores selvbillede.

Apropos skyggesider, så kan du jo gætte på hvordan jeg har haft det med andre kvinder, som gjorde sig bemærket i et selskab…

Vil du være klogere på dig? Meld dig til min workshop Genfind Kærligheden (også den til dig selv) hér.