Kærlighed til børn – et tveægget sværd

Så er jeg på den igen. I eftermiddag skal mine børn endnu engang på vinterferie hos deres morfar i de svenske skove og jeg er ved at dø.

Eller det vil sige, jeg glæder mig rigtig meget til at min mand og jeg skal være alene sammen. Vi skal i biffen, ud og spise og ligge i armkrog hjemme på sofaen uden at en ni-årig godte klemmer sig ned imellem os. Vi skal knalde på stuegulvet søndag morgen, fordi det var lige præcis dér vi blev liderlige. Vi skal snakke uden at blive afbrudt og vi skal sammen have lavet en masse praktiske ting herhjemme. Kort sagt: vi skal røv-hygge os!

Alligevel er jeg ved at dø, en lille smule indeni. Jeg kan ikke holde tanken ud om at jeg ikke hele tiden er der for mine børn og kan passe på dem og læse dem og møde dem og rumme dem. Hvordan skal jeg undvære at kysse dem og snakke med dem og blive virkelig virkelig irriteret på dem? Hvad nu hvis der sker dem noget, hvis de bliver kede af det eller savner mig? Eller min far skælder dem ud og jeg ikke er der til at være tiger-mor og rede dem fra deres sure morfar? Hvad hvis de ikke får dækket alle deres behov til enhver tid og jeg ikke er der til at opdage det?

Altså det er jo ikke fordi jeg ikke selv kan høre det. Men det er altså sådan jeg har det.

Kærlighed til børn er vitterligt et tveægget sværd og jeg tror sgu aldrig det holder op. Eller måske jeg bare skal satse på, at de bliver nogle virkelig irriterende teenagere, så det bliver en lettelse, når de flytter hjemmefra.

Læs også: Bliv din egen omsorgsfulde mor