Hvornår er jeg en ok mor?

Min mand og jeg har haft enormt travlt i det nye år. Alt hvad vi foretager os foregår i løb og jeg har en fornemmelse af, at børnene hænger efter os og bare må indrette sig. Der er, som altid med børn, afregning ved kasse ét og de savner os. De savner et nærvær, en tilstedeværelse og en deltagelse i deres eget liv. Ikke bare som små kys og har du haft en god dag skat? Men med tid og overskud.

Det er en skidesvær balance og jeg kender ikke nogen, der ikke slås med problematikken omkring at vælge sig selv og at vælge sin partner/ sine børn. Hvornår er meget arbejde for meget, når nu jeg elsker det? Hvor mange aftener om ugen kan jeg være væk hjemmefra, uden at det grænser til svigt? Er det lige så godt at far er hjemme, som at jeg er det? Hvor meget skal jeg rent faktisk være der og er det ok at arbejde på pc´en mens børnene laver lektier?

I en overskudsverden som vores, behøver vi ikke at bruge alt vores krudt på, hvor det næste måltid eller slurk vand skal komme fra. Vi er ikke på flugt fra krig eller oversvømmelser, så vi har mulighed for at spørge os selv, om alt nu er som det skal være. Og heldigvis for det. Det betyder også at vi har muligheden for at evaluere os selv og forsøge at få det meste ud af vores liv. Det betyder også at vi gerne vil give vores børn det bedste med på deres vej i livet og hvordan gør vi lige det?

Det er godt at vise dem at far og mor er glade for deres arbejde, men hvor ligger så lige grænsen til, at det tager overhånd og vi er for meget væk? Er det overhovedet muligt at tilbyde et nærvær, når en stor del af min opmærksomheder et andet sted?

Jeg glæder mig til at høre fra dig…

Kærligst Katrine

Læs også: Øko-mor strikes back!