Det vigtigste ord i parforholdet (og alle andre steder i øvrigt også).

De fleste af os har lært at “tak” og “undskyld” er de vigtigste ord vi kan lære i vores liv. Den gamle skole som handlede om at gøre uvorne unger til respektable voksne lærte os at man siger “tak for mad” og “undskyld mig, jeg skal lige på toilettet”.

Det er såmænd også ganske fint at lære disse to ord, for ja de er vigtige. Det er vigtigt at sige tak, når man har modtaget noget eller fået hjælp. Det er vigtigt at sige undskyld, når man har gjort en anden ondt eller overtrådt en grænse. Jeg tror dog bare at vi lærer dem helt automatisk, når vi omgås andre mennesker med en helt almindelig portion pli. Vi behøver ikke gøre det store ud af det, hvis vi som voksne er i stand til at sige begge dele på de rigtige tidspunkter. Så vil vores børn helt automatisk efterligne os og dermed lære, hvad der er helt almindelig god opførsel.

Jeg synes det vigtigste ord vi skal lære os selv og dermed vores børn er ordet “nej”. Når vi bliver i stand til at  sætte vores grænser overfor andre, kan vi nemlig passe på os selv i verden. Alle og jeg mener ALLE de klienter jeg har i terapi i min praksis bokser med en afart af en problematik, som handler om at de ikke er tydelige med sig selv. De giver ikke udtryk for ders behov og får dem derfor ikke opfyldt og de får ikke sat deres grænser på en tydelig måde og derfor bliver de hele tiden overtrådt. Jeg kender det også fra mig selv. Angsten for at blive afvist afholder mig fra til fulde at være den jeg er. Den anden synes nok jeg er for meget eller for lidt, for mærkelig, for skrap, for uhæmmet eller hvad pokker jeg nu kunne fortælle mig selv, for at holde mig tilbage.

Ingen mennesker kan holde til ikke at få opfyldt deres behov og sat deres grænser. Med behovene er vi selv ansvarlige for at få dem opfyldt, men når det kommer til grænserne, så kræver det andre respekterer dem. Hvis vi sætter dem tydeligt og klart, men de bliver stadig ikke overholdt, så må vi beslutte os for om vi vil have det menneske i vores liv, som ikke kan respektere vores grænser.

Det er altså aldrig “de andre” der er ansvarlige for vores behov eller “den anden” der er ansvarlig for vores grænser, det er kun vi selv. Når vi har problemer med vores grænser, så må vi se os selv i spejlet og spørge: Hvad kan jeg gøre anderledes her, således at mine grænser bliver set og respekteret? Hvorfor har jeg svært ved at sætte de grænser, hvad er jeg bange for? osv.

Kun på den måde kan vi bevare os selv og lære vores børn at gøre det samme.

Held og lykke med kærligheden.