Hvorfor afviser du mig?

Jeg har et par i terapi, som kom til mig fordi kvinden føler sig slidt op. Hun synes ikke hun kan gøre noget rigtigt i sit parforhold og hendes mand er konstant utilfreds og føler sig hele tiden afvist af hende. Han synes ikke at hun respekterer og anerkender ham og derfor er han det meste af tiden utilfreds med hende. Kvinden syntes hun havde prøvet alt og hun ved ikke længere hvad hun skal gøre.

Hun har prøvet at sige hvad hun havde på hjertet på tusinde forskellige måder og lige meget har det hjulpet. Hun har mest af alt lyst til at blive skilt og slippe væk og være i fred. Manden synes heller ikke de har det godt, han kan ikke forstå hvorfor hun er efter ham hele tiden, men han elsker hende og vil gerne redde deres forhold. Han har derfor taget initiativet til parterapien.

Da de var hos mig første gang følte kvinden sig tydeligvis magtesløs og utilstrækkelig og havde nærmest opgivet at de kunne komme videre sammen. Manden kunne slet ikke forstå hendes frustration, han synes da ikke det var noget særligt han bad om, men han kunne ikke forstå hvorfor hun nægtede at dække så simple behov, men blev ved med at afvise ham. “Hvorfor kan du ikke bare være lidt sød ved mig, hvorfor skal du altid kritisere mig? Jeg synes ikke jeg kan gøre noget rigtig, fordi du er efter mig hele tiden” sagde han.

Da deres historie hver især udfoldede sig viste det sig at han havde haft en barndom med en mor, som ikke havde overskud til at tage sig af ham. Han havde været mest i vejen og var kun tålt, når han kunne hjælpe til derhjemme. Det betød at når han valgte sig selv, så var han besværlig og egoistisk. Det var det selv-billede han havde med ind i forholdet til sin kone. Kvinden på sin side kendte rigtig godt til følelsen af at skulle gøre andre tilfredse. Med sin mand kunne hun genkende et mønster fra forholdet til sin mor, som havde været svagelig og som skulle tages hensyn til hele tiden. På mange måder lignede deres problematikker hinanden, men de havde taget hver deres rolle på sig i deres dysfunktioner i forholdet.

Igennem par terapien lærte manden at sige til, når han følte sig kritiseret, men i stedet for at blive vred og frustreret kunne han spørge sin kone om hun rent faktisk kritiserede ham, så han kunne få afstemt sin virkelighed med hendes. De fleste gange sagde hun nej og de gange hvor hun rent faktisk ikke brød sig om noget han gjorde eller blev irriteret på ham, lærte han at holde fast i at hun elskede ham og derfor blot kritiserede hans handling og ikke ham som person.

Det var en svær og samtidig befriende proces for de to. De kunne begynde at skille sig selv fra hinanden og opdage, at det den anden gjorde ikke var ment for at såre eller gøre ondt. De skulle opdage hvor meget de selv hver især fik lagt i det den anden sagde eller gjorde. De lærte at tage ansvar frem for at bruge alt deres krudt på beskyldninger og forsvar. De skulle også undervejs lære at holde sig meget af sig selv, at de kunne have tillid til at de rent faktisk var berettiget til den kærlighed som den anden nærede til dem. Man kunne sige at du hver især skulle lære at give sig selv det, deres forældre ikke havde formået. I stedet for hele tiden at håbe på at den anden ville udfylde denne umulige opgave.

Indsigten ændrede deres forhold for altid. At kunne skille ad hvad der  hørte til hos dem hver især, fremfor at have fokus på den anden, gjorde hele forskellen for dem. At lære at elske sig selv også når man er afhængig, svag, usikker, grim og kejtet er en proces, der varer hele livet.

Vil du også udvikle dit parforhold? Læs meget mere under parterapi