Er du lidt for skrap?
Har du lagt mærke til at du ikke har så meget overskud? Der er ligesom ikke så meget at give af? Du er kortluntet og bliver nemt sur og irriteret? Du har svært ved at mærke din ømhed, din rummelighed og din taknemmelighed? Du er jævnligt lidt små-irriteret på din kollega, din chef går dig på nerverne, din svigerfamilie er besværlig, din mand fatter ikke hvad det handler om og din mor åh Gud hende skal vi slet ikke begynde at tale om.
Du er hurtigt ude med riven, uanset om det handler om din mand, hans mor, den politiske situation eller en bilist med blød hat foran dig i køen. Du tænker nogen gange på om du reagerer ude af proportioner af det som rent faktisk sker og så står du bagefter og tænker: hvorfor blev jeg så vred over det? Dine grænser er ligevel skarpe og der er ikke noget slinger i valsen og blød om hjørnerne over dig. Du siger din mening til enhver tid og har faktisk allerede et par gange oplevet, at du har brændt nogle broer, som måske kunne have været bevaret.
Dine børn får det de skal have af kys og knus, omsorg og opmærksomhed, selvom du godt kan mærke at din lunte er kort her også. Men du tager dig sammen. Når de så har fået hvad de havde brug for, så er det som om beholderen er tom. Der er ikke mere at give af. Det er ikke fordi du går og er pisse sur hele tiden, du er heller ikke depressiv eller på vej til at gå ned med stress. Der er her mere tale om en grundstemning, som du måske har levet med så længe, at du ikke vidste det kunne være anderledes.
Måske kan du godt mærke at du i bund og grund er meget mere blød inden i. At du føler dig misforstået, usikker, ikke hørt og at det er derfor din stemme med tiden er blevet lidt skinger. På en god dag ved du godt at du mest af alt trænger til at blive hold op, talt med og fyldt op. Du ville ønske nogen ville tage dig på skødet, ligesom da du var en lille pige. Nogen som ville smelte dig og give dit hårde ydre nogle bløde strøg, så du selv kan finde ind til omsorgen, rummeligeden, blødheden og møde verden og dem du holder af derfra? Måske har du helt glemt hvordan det er at være sådan. Måske tror du at det er en del af din personlighed at være skrap og hård også selvom dit ægteskab lider under det, dine børn ser bange ud i øjnene, når du raser, din mor har strukket sig og dine veninder griner af at du er en strid kælling.
Du har ikke opdaget at sådan behøver du slet ikke at være. Det er et forsvar du har opbygget fordi det var nødvendigt engang, men du behøver det ikke mere. Du kan sagtens give slip og slappe af og bare være dig. Du bliver elsket alligevel. Tro mig. Jeg har selv været sådan.
Held og lykke med kærligheden – til dig!
Responses