Tager du kritik personligt?
En af de mest almindelige problematikker i parforholdet er, når vi tager det vores partner siger personligt. Almindelige sætninger som “Er du sød at huske at komme låget på smørret inden du sætter det i køleskabet” eller ” Vi skal have sat vinterdæk på bilen” bliver oversat til “Du er en sjuskerøv og jeg er nødt til hele tiden at minde dig om alt det du ikke kan finde ud af” og “Hvorfor fanden har du ikke selv opdaget det med vinterdækkene, skal jeg tage mig at alting, kan du overhovedet finde ud af noget”. Det giver sig selv at når vi ikke kan lide det vi hører, så begynder vi enten af forsvare os, vi skyder tilbage eller trækker os fra relationen. Og det er umådeligt opslidende for os selv og for vores parforhold. Mange par går fra hinanden, fordi de ikke opdager det mønster.
Det svære er at få øje på, hvornår vi selv tillægger det den anden siger en negativ værdi. De færreste er klar over, hvor meget “filter” de har på og dermed, hvor stor en del de selv tilføjer det de hører. Det kan føles næsten umuligt at blive overbevist om, at der blev sagt ikke var det samme, som det vi hørte, for “Du sagde da…”. Det vi hører er vores virkelighed og den er vi ikke særlig villige til at ændre. Vi har heller ikke lært at tjekke om vores virkelighed stemmer overens med vores partners og derfor holder vi stædigt fast i det vi oplever. Også selvom den virkelighed gør mega ondt (og vores partner forsøger at overbevise os om, at det ikke var den hun mente).
Der ligger et ansvar, men også en enorm befrielse at få øje på at du har et kæmpe bidrag til det du oplever i dit parforhold.
Hvis du ofte har oplevelsen af at være forkert, føle dig utilstrækkelig, blive kritiseret og kontrolleret, så tag ansvar. Ellers slider du dig selv og dit parforhold op.
Sådan gør du:
· Opdag hvor ofte og hvornår du ikke synes du slår til. Hvad er det du reagerer på?
· Måske kender du den følelse fra andre steder i dit liv. Din barndom, dit job eller som forælder.
· Fortæl hvordan du har det (det er ingen garanti for at din partner så gør noget andet, for at passe på dig, men du opdager dig og det er første skridt på vejen)
· Spørg ind. Når din partner siger noget, så spørg om det er en kritik. (her skal din partner være ærlig, for nogen gange så kritiserer vi hinanden. Din proces er så ikke at tage kritikken personligt, men blot hæfte den på den HANDLING der bliver kritiseret. Det handler ikke om dig som menneske.
· Når det er svært, så søg hjælp. Du behøver ikke have det sådan der.
Hvis du renset for dette mønster kunne forholde dig til din elskede, så ville du aldrig tage noget af det hun/han sagde personligt. Du ville lytte og forholde dig til det. Hvis det giver mening ville du måske ændre adfærd, hvis ikke det giver mening ville du sætte en grænse og ellers lade din elskede have sine meninger for sig selv. De påvirker dig kun lige akkurat så meget, som du tillader det.
Det er ikke svært, det kan læres.
Held og lykke med kærligheden.
Kærligst Katrine
Læs også: Jeg keder mig i mit parforhold
Endelig er mine øjne gået op. det her har plaget mig i erhvervslivet, blandt venner og i forhold. Tak for dit indlæg
Hvor gør det mig glad, at kunne bidrage til at du er blevet klogere på dig selv. Skulle det være en anden gang. Alt det bedste og held og lykke med det hele. Kærlig hilsen Katrine