Hvis ikke jeg siger det, eksisterer det ikke!

En (indtil nu) alt for overset dansk sangerinde Caroline Munksnæs synger i en af sine smukke sange “Et ok problem” om at hvis man ikke siger problemet højt, så går det over af sig selv. Hvis bare man lader som ingenting, så er problemet slet ikke noget problem. Sangen handler om, at sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke og de ender da også med at gå fra hinanden.

Kender du det, at hvis der er noget du er utilfreds med, så går du og ruger og grubler over det, indtil det måske ikke kan holdes tilbage mere. Eller hvis der er noget du har lyst til (slippe for opvasken, knalde med en anden mand, skilles, skifte job eller gå i byen hver weekend), så vil du ikke sige det højt, for så er det ligesom det ikke gælder endnu? Hvis bare du sørger for at holde det hemmeligt, så kan du lade som om det ikke findes. Når først det er sagt højt, så er der ingen vej tilbage, så er du nødt til at tage dig selv alvorligt og reagere på det, som nu er så meget mere virkeligt.

Tror du også at du kan holde realiteterne tilbage, hvis bare de ikke bliver sagt højt? Det du inderst inde godt ved tæller først, når det er udtalt. Virkeligheden er først virkelig, når du har sat ord på.

Mange af de par jeg har i terapi har netop begået den fejl, eller rettere den ene af dem har. Den anden synes ofte at svesken skal på disken og kan ikke forstå at hvis der er noget galt, så skal vi da bare tale om det. Men så let er det ikke for den anden part og her kommer nogle af grundene, som du måske kan genkende.

· du er bange for at såre ham

· du vil ikke have at han føler sig kritiseret

· du vil gerne undgå at han bliver sur eller trækker sig væk

· du er bange for at blive afvist

· du vil ikke skældes ud

· du tror ikke på at det gør nogen forskel

· du tænker han alligevel ikke tager dig alvorligt

· du ved ikke hvordan du skal formulere dig

· du er bange for at blive misforstået

Der kan være masser af grunde til at du holder det, som skulle sige tilbage. Måske har du aldrig lært at det er ok at sige, hvordan du har det. Måske har du dårlige erfaringer med at tage den slags snakke i dit parforhold.

Det kan godt være budskabet er røget ind på lysttavlen allerede nu og så kan du spare dig at læse resten af indlægget. Måske ved du det udmærket godt. Men det virker altså ikke. Det fungerer ikke i det virkelige liv. Du kan ike fortie noget til døde. Det vil ligge mellem dig og den det handler om, som en lugtende lort, en sten i skoen, en død hund i entreen. Kald det hvad du vil. DET GÅR IKKE.

Til gengæld kan man sige meget på mange måder og det er hele udfordringen, som til enhver tid er værd at tage livtag med.

Held og lykke med kærligheden.

Kærligst Katrine Axholm

Vil du lære hvordan du kan formulere dig, så du både tager vare på dig selv og dem du elsker? Meld dig til min en-dags workshop kun for kvinder, Det Levende Parforhold 

Læs osgå: Bliver din kærlighed misforstået?

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.