Øko-mor strikes back!

Min datter skal til halloween fest i sin mini-klub i aften og hvert barn skal medbringe en middags-ret til den fælles buffet. Jeg har tænkt lidt på, hvad jeg skulle finde på at give hende med. Hvis jeg spørger hende siger hun sushi og det er rent praktisk ikke muligt at have en hjemmelavet udgave med af det. For hjemmelavet skal det jo være (tænker jeg selvfølgelig). I bilen på vej til skole i morges fortæller jeg hende så at jeg laver tadaa: pølsehorn.

Ej, mor ikke dine øko-pølsehorn, dem er der altså ikke nogen der gider at spise. Så sidder man der med alle sine pølsehorns talenter i form af fin hjemmelavet dej med lidt grahamsmel, for lidt sundt skal det da være og med fine fine Hanegal kyllingepølser. Men næ tak det skal hun ikke nyde noget af, så hun forslår i stedet at jeg køber en pose færdiglavede pølsehorn, for dem vil hun gerne have med.

Så spørger jeg mig selv: For hvis skyld laver jeg langtids hævet dej og køber dyre økopølser, når de ikke gider spise dem? Ja det må jo så være for min egen, for min gode samvittigheds skyld og fordi jeg har læst et sted at hvis bare man bliver ved med at præsentere sine børn, for lækker kvalitets mad, som man selv nyder, så vil de kræsne asener og en dag også lære at værdsætte gode råvarer. Måske er det for at virke overskudsagtig overfor de andre mødre. Nej, den tid er vist forbi. Måske handler det om, at tanken om at købe noget færdiglavet mad simpelthen ikke falder mig ind, fordi jeg aldrig selv spiser det.

Nå men jeg har gjort en undtagelse og sneget mig rundt mellem kølediskene for præfabrikerede madvarer og fandt til min lettelse de pølsehorn jeg skulle bruge. Skulle jeg lade være med at tø dem op, bare for at drille hende?

Kærligst Katrine Axholm

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.