Når jeg mister mig selv!

Nogle dage har jeg fornemmelsen af at miste mig selv. De dage kan jeg godt se at mit liv ikke er anderledes end de gode dage, men jeg kan ikke få øje på alt det jeg ellers er taknemmelig for. Jeg er trist og ked af det og synes det hele er op ad bakke. Jeg synes ikke jeg når en skid og livet fiser bare forbi og lige om lidt er det hele slut.

Det er som om at alt det jeg godt ved oppe i mit kloge hoved ikke rigtig har fodfæste i kroppen. Alt det jeg som voksent menneske udmærket er klar over, det virker ikke, for jeg tror jeg ikke på det. Det er også derfor at alle de gode argumenter om, at det hele nok skal gå, at jeg jo har så meget at være glad for og andre trøstende ord ikke trøster spor, for jeg tror ikke på dem.

Når jeg oplever at jeg mister mig selv, skal jeg holde ekstra meget fast i, at der er hjælp at hente og at jeg er berettiget til at få den hjælp. Jeg er ok også når jeg rækker ud og beder om omsorg, et øre der vil lytte, et kram eller hjælp til noget der skal gøres. Jeg må gerne have en down dag og ikke være den, der yder noget til andre, men derimod stikke snablen ned de steder, hvor jeg kan blive tanket op. Jeg skal holde fast i at jeg også bliver elsket, når jeg er der og har det som jeg har det.

Jeg øver mig i at være lige dér og ikke forsøge at aflede mig selv eller få mig “op med humøret”. Jeg ved nemlig at jeg skal igennem og ikke uden om. Jeg ved at jeg er nødt til at have det skidt, fordi det også er en del af mig.

Når jeg kommer op på den anden side, så ved jeg også at de tunge dage giver mig dybde og at de er nødt til at være en del af mig og af mit liv, fordi jeg ellers ikke ville kunne nyde glæden og lykken fuldt ud. Jeg er nødt til at rumme alle sider af mig, for at kunne være et helt menneske. Og nej for fanden det er ikke sjovt at være der og jeg ville meget hellere være glad i låget og synes det hele kører på skinner. But that´s not life!

Er du nysgerrig på hvordan jeg er nået dertil?

Meld dig til min workshop Det Levende Parforhold