40 år funny, fabelagtig & fantastisk

Da jeg for 9 år siden havde født mit andet barn, var min mand og jeg med børnene på en af vores utallige ferier hos mine svigerforældre i det skønne Sydspanien. Vi gik en tur langst stranden og jeg beklagede mig lidt over at jeg følte mig så fed, gammel og træt at livet med småbørn og afbrudte nætter.

På et tidspunkt blev vi passeret af en yderst lækker spanierinde i løb. Stram, ung og lækker var hun og hende kiggede min mand så efter. Hold nu kæft hvor blev jeg ked af det, det bekræftede mig jo lige præcis i at jeg var færdig. Færdig med at være ung og lækker og stram i kødet. Det var tydeligt for mig at jeg havde taget aldrings-syv-mile støvlerne på og for længst havde overhalet min mand, som jo ikke var det fjerneste mærket af børnefødslerne og derfor stadig udødelig. Som trediveårig var han veltrænet, slank og bevares han synes også småbørnslivet tærede, men det var jo lissom ikke ham, der ammede.

Det var mit wake-up call og her ni år efter, utallige løbeture og et ukendt antal timer i mit yndlings yogacenter har han (hæhæ) indhentet mig. Han har brugt de sidste ti år på at arbejde rigtig meget, har spist med stor fornøjelse som han altid har gjort og motion er der ikke blevet meget til.

Så alderen går ikke ubemærket hen over os og vores kroppe, vi ser ikke ud som vi gjorde da vi var 18 og mødtes første gang. Desuden modner livet og jeg synes i virkeligheden at vi er meget smukkere nu end vi var dengang – også uden six pack og smalle lår.

Faktum er også at den kærlighed jeg nærer til ham og til mig selv, også er større end den var dengang og det gør hele forskellen.

Så kom bare an I unge smukke sild, I kan ikke give ham det jeg kan og husk I bliver også alle ældre…

Tænker du også sådan eller truer alderen og tyngdeloven med at æde din selvtillid?