Det er din skyld!

Det nemmeste i parforholdet er at pege fingre. Det er så dejligt belejligt at synes at det da er den andens skyld at…, han er også altid så….., hvis bare hun ville…. Og sådan kan man faktisk bruge et helt liv på at give den anden skylden for al dårligdommen. Man fejer for egen dør og behøver ikke påtage sig ansvaret for noget.

Indtil man opdager at det ikke virker. At det er det samme år ud og år ind. For ens partner ændrer sig sgu sjældent under pres, tvætimod kan det virke som om det hele bliver værre, når man får fokus på det.

Hvis du til gengæld bare een gang har oplevet hvilken befrielse det er at tage ansvar, at give en regulær undskyldning og selv tage dig af et problem, fremfor at forvente at din partner skal gøre noget andet. Så kan det være at du kan fornemme hvilken frihed, der ligge i at sige tingene som de er. At erkende egne fejl og mangler og tage sig af det som ikke virker. Selv at handle på problemerne og finde en løsning.

Det kan føles som om der er taget en kæmpe byrde fra dine skuldre, fordi du nu kan handle helt uafhængigt af hvad din partner gør. Du er dig og vælger for dig og han er sig og vælger, hvad der er godt for ham. At I naturligvis skal forholde jer til hinanden er selvklart, men det er noget ganske andet at forholde sig til og at lade sig styre af eller kritisere det den anden gør.

Måske skal det prøves for at du ved, hvilken frihed der ligger gemt her.