Manden der mistede sin familie, og kvinden der mistede sin partner
Dengang jeg slap min fluekneppende forestilling om ligeberettigelse (som i min verden i højere grad handlede om hvis tur det var til at tage opvasken end en reel berettigelse, som jeg altid har følt var på plads), så kunne jeg begynde at nyde at være kvinde for min mand. Nu hører jeg til den slags kvinder som synes, det er skønt at lave lækker mad, når min mand kommer hjem efter arbejde (hvis jeg altså ikke lige selv arbejder sent), jeg elsker at sylte og bage, at lave kaffe til ham morgenen og hvis jeg havde tid, ville jeg såmænd også stryge hans skjorte.
Jeg gør det fordi, jeg synes det er dejligt at vise ham min kærlighed på den måde. Jeg føler mig kvindelig når han kommer hjem fra arbejde, klapper mig i måsen og kysser mig i nakken og siger: Uhm maden dufter skønt. Jeg er måske lidt 50 ér agtig i min tilgang til de huslige pligter, fordi jeg også elsker at han kradser penge hjem, sætter badeværelse i stand i kælderen eller lægger nyt tag på huset. Jeg elsker det, fordi jeg har friheden til selv at vælge det, og fordi jeg oplever os fuldstændig ligeværdige, og når jeg ikke kan, så tager han helt naturligt over. Jeg gør det altså af kærlighed og ikke af nød eller pligt.
Jeg tror at de roller er en del af det mænd og kvinder savner, når de bliver skilt.
Kvinderne savner partnerskabet, nærheden og intimiteten. De savner at høre til hos en mand og at have et menneske andet menneske tæt på, som de kan dele deres følelser og drømme med. Samtidig kan det selvfølgelig også være en lettelse at slippe for alle frustrationerne og savnet af alt det, som parforholdet ikke opfyldte.
For mænd er det ofte tabet af familien, der slår hårdest. De savner at have deres plads som mand i familien, med kone og børn ved siden af sig. De slipper så til gengæld for at blive kritiseret og føle sig utilstrækkelige sammen med deres kone. Mange mænd finder ofte en ny kæreste relativt hurtigt efter bruddet, netop fordi deres rolle så igen er defineret. Så hører de til et sted. Kvinder er ofte bedre til at skabe sig en ny familie uden mand, men samler sig om børnene og bygger et liv op med dem. Mændene føler sig amputeret og savner familielivet, hvor kvinden sørgede for hjemmet og skabte den trygge ramme hjemme og hvor hans rolle var vigtig som skaffedyr og beskytter af familien.
Dermed ikke sagt at kvinderne skal tilbage til kødgryderne og mændene skal afsted på jagt, men mere en beskrivelse af de roller, som de fleste af os naturligt indtager, når vi gør det vi er bedst til og som vi så netop savner, når vi ikke har dem mere.
I dag slår jeg et slag for at vi bliver bedre til at være taknemmelige for det vi har og at vi husker at evnen forpligter. Når vi viser vores kærlighed gennem ord og handlinger, så bliver verden et meget bedre sted at være. Jeg har ihvertfald vinket farvel til millimeter demokratiet og husker mig hver dag på at være glad for det jeg har, fremfor alt det jeg synes han ikke gør.
Point taken! Er bare meget sværere, når ikke kærligheden længere er der. Eller hmm… den ikke-familiære kærlighed er væk. Tror måske at fokus på de ting han ikke gør, stiger eksponentielt med bortfaldet af den ikke-familiære kærlighed/lyst?
Er skridtet længere end din Tordenskjoldsmoster…og selvom det er min oplevelse at skridtet blev italesat et helt år, så….har tabet af familien rystet hr. Tordenskjold værre end jeg havde troet muligt…
Kære Camilla,
Av ja det er svært, ingen tvivl om det. Mit budskab (som af og til lyder som en bøn) er at vi som par bliver meget bedre til at tale sammen. Først og fremmest at mærke efter, hvordan vi har det og så melde ud INDEN kærligheden er væk. Nogen gange forsvinder den nærmest umærkbart og derfor er det så skide vigtigt at vi hele tiden har fingeren på pulsen hos os selv og hos hinanden.
Og hvor er det bare en klassisk smertefuld erkendelse at: You do´nt know what you got, till you loose it!
Det er såmænd en meget charmerende version af samliv. Og når det går godt, kan det jo være underordnet hvem der brygger aftensmaden sammen og skifter olie på dyret i garagen.
Der hvor jeg nogen gange ser kæden hoppe af. Er der hvor manden/kæresten kommer hjem. Nu er han træt. Så han skal hvile(gå på nettet eller ligende).
Men ungerne venter sqi ikke på at farmand har ladet op. Specielt ikke hvis de formaster sig til at være i ble-alderen og lige derover.
Jeg har ikke haft det inde på livet selv. Men for et par år siden tog jeg uddannelsen som fodterapeut. Her er gennemsnitsalderen ret høj. De fleste af os var ca 32 til 37. Så lige et par stykker der var ældre og en enkelt på 22. Og to var mænd.
Der var tre der direkte fortalte at manden derhjemme var blevet overrasket over at der pludselig ikke så ud som der plejede. En enkelt havde fået pænt meget respekt for konens arbejde med huset. Som hun havde holdt hidtil, ved siden af et 37 timers job. Han havde ligeså 37 timer uden nævneværdig overarbejde. Ingen af dem er karriere mennesker.
Han evnede ganske enkelt ikke at holde huset som hun. Selv om han brugte den samme tid som hun. Havde han fået noget tid havde han nok oparbejdet rutinen. Men han var imponeret over at hun havde energien til det og stadig være overskudsmenneske.
Så hvis du nogensinde skal undersøge omkring mænd og kvinder. Kontra det huslige, når betingelserne vender. Så kan jeg anbefale at tage et kik forbi en af de to skoler der i DK. Da vi som regel er nået over den første ungdom og de fleste har etableret familie. Som skal vænne sig til den situation at mor altså pludselig må koncentrere sig om en uddannelse der tager 1 1/2 år. Med en god portion teori der skal læres. Det skal nok give rigeligt til nærmere undersøgelse.
Så al respekt til det at ville lidt a la 50erne. Hvis der ikke er bare en nogenlunde forståelse og samarbejde til at holde hjemmet. Når begge er i arbejde. Så er der ikke meget overskud til at bage grovboller fra bunden. Have en sjus og tre retters menu klar. Når ungerne skriger/hentes fra hver sin ende af kommunen, huset sejler og hunden lige har kastet op på gulvet. 😉
Jeg vil bare sige jeg tager også hatten af for dem de rkan. jeg har fuldtid, samme som min kollega. Hun har to børn, en mand med en lang arbejdsdag og et bare pletfri hjem. Jeg fatter ikke hvordan hun gør. For når jeg kommer hjem. Så er jeg ovenud lykkelig for at jeg kan slappe af. Der er ikke nogen børn der skal puttes. Ikke et helt hus der skal rydes op.
Jeg fatter ikke hvor energien kommer fra. Og det vil forblive et mystreium.
Men som min egen mor sagde. Det skal jo gøres. 😉
Jeg kan godt se det var lidt of topic i forhold til det du skriver. Men jeg gik lidt i selvsving over din sætning med du godt kunne lide at være lidt 50er agtig. Det er der sikkert også plads til. Når forholdet har ligevægt. Og det ikke kun er den ene der hænger på fuldtidjob og fuldtid husholdning. 😉
Kære Majbritt,
Tak for dit lange og fyldige svar. Jeg er helt enig med dig et langt stykke af vejen og fedt du reagerede på mit “50´er”- udtryk. Det var meningen og lige præcis i øjet som du skriver. VI ER I LIGEVÆGT og derfor kan vi netop give den lidt gas på det traditionelle mand/kvinde liv. Der er jo ingen tvivl om at hvis jeg ikke følte mig værdsat, anerkendt, respekteret og mest af alt elsket, så gik jeg i små sko og gad ikke give den en ekstra skalle, men havde travlt med at få det, som tilkom mig. Og det samme gælder for min mand.
Pointen er at det kan betale sig at gøre en indsats for at komme derhen, hvor kærligheden er så stor, konflikterne åbenlyst bliver håndteret og vi har den helt grundlæggende respekt for hinanden og enighed om hvad det er for et liv vi vil leve – sammen!
Kærlig hilsen ps. Jeg er ved at skrive en bog om emnet
Katrine