Forædreskabets dobbelthed

Mine børn er hos min far i Sverige. Det er totalt Ronja Røverdatterliv, med bål, brændhugning, vandring på frosne skovsøer og i seng kl. halv otte om aftenen med røde kinder og uldent undertøj i soveposen.
Mine børn elsker det liv, og er der noget der kan få dem væk fra Moviestar Planet og Counter Strike, så er det ferier i de store svenske skove.

Jeg elsker også, når mine børn er væk… eller rettere: jeg synes det er super dejligt og hyggeligt og helt uundværligt at have kærestetid med min mand. At kunne gå i biografen og spise voksenmad og tale sammen uden at blive afbrudt 38 gange. At min hverdag ikke har et konstant underlægningsmusik fra enten Disney Channel eller Justin Bieber. At jeg ikke behøver at ryde op og skære æblebåde i en lind strøm og at jeg kan arbejde 4 timer mere om dagen, før der kommer nogen hjem.

Alligevel finder jeg mig selv foran deres tøjskuffe med næsen begravet i noget rent nattøj, som stadig umiskendeligt dufter så vidunderligt af dem. Jeg savner deres glade stemmer og at de er tilgængelige for kys de 763 gange om dagen, jeg plejer at plante mine læber på deres kinder eller hår. Jeg savner deres humor og deres kram og deres kæmpe store (og indtil videre) ubetingede kærlighed.

Nå men nu skal jeg også kun sove to gange mere, før min far afleverer to snavsede og friskluftsduftende unger på min dørtæskel.
Så jeg kan lige nå at smutte ud og spise noget laber mad sammen med min søde mand og gå i teatret.