Og så kom døden!
Når jeg læser mit indlæg fra i går, så tænker jeg, ja nogen gange er jeg sgu forkælet og ja generelt stiller jeg for høje krav til, HVOR lykkelig og super duber over-glad jeg synes jeg skal være. Også når jeg støvsuger.
Så var det jeg fik et opkald fra mine børns skole. To af de børn der blev skudt af deres far i Birkerød natten til i går var klassekammerater til mine. Jeg har kendt dem siden de gik i børnehave med mine børn. Verden står stille og det fuldstændigt uforståelige er en realitet.
Vi er alle i chok og sorg og dyb dyb undren.
I dag samler jeg mig om min familie og er så taknemmelig for at de er her, med alt hvad de er. Det vil jeg huske næste gang mit liv bliver for hverdagsagtigt. Det er der nemlig 3 børn, som aldrig kommer til at opleve.
Ja, det er en frygtelig tragedie, og det man står tilbage med er vantro, sorg og medfølelse – også selvom man ikke er tæt på de børn og deres familie.
Sådan nogle historier rammer altid lige i hjertet.
Og det der giver mest mening at gøre er at sætte pris på hvert eneste øjeblik af livet – også når det er trist, surt og føles uoverkommeligt.