Er det her det lykkelige liv?
Jeg var ude og spise med en god veninde i går. Udover at nyde den lækre mad på Fischer og latterkramperne, så talte vi også om livet. Altså om det der med, at vi selv har skabt det liv vi har og selvom vi hverken er ulykkelige eller utilfredse, så er det nogen gange som om den lækre lykkefølelse den udebliver.
Så spørger jeg mig selv:
· Er det fordi jeg helt ned i hjertekulen alligevel ikke lever det liv jeg ønsker mig, jeg troede bare jeg gerne ville ·
have det skulle være sådan her?
· Har jeg så høje forventninger til mig selv og min tilværelse at jeg ubevidst kræver, at jeg skal gå rundt og være taknemmelig og lalleglad hele tiden?
Jeg ved det ikke. Jeg må bare konstatere, at selvom jeg på alle måder har det som blommen i et æg og helt grundlæggende er rigtig glad og tilfreds med mit liv, så synes jeg nogengange det er
· røvsygt at tvivnge mine børn til at lave lektier, når de brokker sig hele vejen i processen og jeg ender med at være sure mor, der bruger 4 timer af sin weekend på projektet
· mega leverpostejsfarvet at min mand og jeg for tredje aften i træk tumler i seng nærmest uden at kysse godnat, fordi vi er så trætte
· pisse kedeligt at købe ind/lave mad/gøre rent/ vaske tøj…..
· alt alt for voksent og fornuftigt at sige nej til lækkre materielle ting fordi terminen skal betales
· inerverende at høre mine børn skændes om (i min verden) ligegyldigheder
Når jeg er i min selvkritiske hjørne, så synes jeg at jeg er en møgforkælet bitch, som åbenbart skal opleve en livstruende sygdom, før jeg fatter vigtigheden af at nyde livet mens jeg har det (men det er heldigvis ikke alt for tit)
Efter megen snakken frem og tilbage blev konklusionen på den super hyggelige aften med min veninde:
· Jeg vil tage mig mere tid til at lege.
· Jeg vil tage på weekend med nogle skønne veninder, hvor vi kan drikke GT´s og snakke mænd og hårfjerning og børneopdragelse og andre vigtige ting
· Jeg vil gå mere i byen og arrangere nogle flere middage for venner
· Jeg vil flirte mere
· Jeg vil blive bedre til at lade bunken med vasketøj ligge og så sætte mig over i sofaen og kysse min mand i stedet for.
Jeg vil huske hvad det er, der gør mig glad i låget og fylder mine indre depoter op, så de ikke bliver helt tørlagte og jeg bliver en sur kælling ingen gider være sammen med. Heller ikke jeg selv!
Det er et interessant spørgsmål. Jeg tænker, at det med lykken måske er lidt overvurderet.
Hvis vi forventer af os selv og vores tilværelse at vi skal være lykkelige – så forlanger vi måske for meget. Hvad med at være tilfreds og glad for det der er – og acceptere, at alt ikke er lutter lagkage, og at selv de rammer og det indhold vi har valgt (og vi er virkelig priviligerede – heldigvis) nogle gange bare driller. Sommetider ønsker vi vist alle at vi var et helt andet sted.
Jeg tænker at vi selv har ansvaret for den måde vi anskuer tingene på og hvor tilfredse vi er.
Og så tror jeg på lykken, i små – eller store – smukke dryp – hvor vi mindst venter det.
Jeg tænker på TV2; “hvad nu hvis jeg ikke har noget imod at ha’ det sådan, når det er dig jeg har det sammen med med” – selv på de dårlige dage (hvor vi skændes etc) har vi jo valgt at have det sådan med nogle bestemte personer i vores liv.
Jeg kan godt lide dine og din venindes ideer til selv at skabe et gladere liv.
Tak for endnu et fint indlæg.
Derudover; hvem vil du flirte med og hvor og hvornår?