Er du også nøjsom i dit kærlighedsliv?
Jeg har en klient, lad os kalde hende Mette, som netop har afsluttet et længere forløb hos mig. Hun har gået i flere omgange af terapi før, men havde stadig et tema i sit liv, som blev ved med at fylde rigtig meget. Hun kunne ikke lykkes med kærligheden og blev ved med at rende ind i mænd, som ikke var gode for hende.
Mette er på alle måder en lækker kvinde, hun har et spændende job, passer godt på sig selv, bor lækkert og har et godt netværk af gode veninder, venner og familie. På alle måder er rammerne i orden, for at hun skulle kunne skabe sig det liv hun ønsker sig. Et liv med mand og børn. Men når det kommer til kærligheden så kunne hun ikke få den til at fungere.
·
Da hun kom til mig var hun tre måneder før gået ud af et forhold til en mand, som på det tidspunkt var nyskilt og havde børn. Min klient har ingen børn, men ville meget gerne have det. Forholdet var nu slut, manden havde helt tydeligt trukket sig, men Mette kunne/ville ikke give slip på ham. Hun blev ved med at ringe til ham, sende sms´er og mails og finde på grunde til at de skulle ses. Hun var ikke påtrængende, men blev hele tiden ved med at have en snor tilbage i det forhold, frem for at bevæge sig videre i sit liv.
Hun var selv møg træt af at blive hængende, da hun jo godt kunne se det ikke var hensigtsmæssigt, men hun kunne alligevel ikke holde sig væk fra ham. Derfor sad hun i min konsultation.
·
Vi talte længe om ekskæresten og om hvad det var ved ham, som blev ved med at få hende til at forsøge at få ham tilbage. Hun nåede frem til at han en ganske kort periode havde givet hende netop den nærhed og anerkendelse, som var så vigtig for hende. Hun fik den ikke af ham længere, men blev ved med at håbe og ønske at han vil være sådan sammen med hende igen. Mette opdagede også hvor følsomt et sted, hun havde sat sig, når hun gjorde sig afhængig af, at en mand skulle anerkende hende, for at hun følte sig værdifuld. Hun følte sig alt for sårbar og det blev tydeligt for hende, at hun slet ikke havde været i stand til at passe på sig selv i relationen til sin ekskæreste. Hun opdagede også at det ikke handlede om lige præcis denne mand, men at det var en måde hun ubevidst ”valgte” at være sammen med mænd på.
·
Vi talte meget om hendes barndom og om, hvor svært hun havde ved at give slip på mennesker hun holdt af. Hun mistede sin far, som hun var tæt knyttet til og det var et stort tab for hende. Når hun havde følelser for et andet menneske, så var det for livet.
Den allervigtigste indsigt Mette fik i terapien var, hvor nøjsom hun var i kærlighed. Hun skulle blot lige have en snert af noget af det dejlige og næringsrige kærligheden kunne give hende og så var hun kørende i månedsvis. Som en kaktus i ørkenen.
Det var meget sorgfuldt at opdage, men gav samtidig Mette en bevidsthed om at hun fungerede sådan, således at hun kunne vælge at gøre noget andet, når hun igen opdagede at hun var ved at nøjes med mindre, end godt var.
·
Mette skrev til mig forleden at hun endnu ikke havde fundet en ny kærlighed, men at hun følte sig langt bedre rustet til at passe på sig i en ny kærlighedsrelation. Det var blevet tydeligt for hende at hun ville have en ligeværdig relation, hvor kæresten var lige så vild med hende, som hun var med ham.
”Jeg får stadig nogle knubs” skrev hun og der er ingen tvivl om, at det kan være rigtig svært og arbejdsomt at fralægge sig et mønster, som man har været måske 35 år om at opbygge. Men som Mette skrev ” Jeg ved nu at jeg ikke længere vil nøjes i kærlighed, så vil jeg meget hellere undvære relationen”.
Og lur mig om ikke Mette nu bevidst eller ubevidst udsender nogle andre signaler til mænd og derfor tiltrækker en anden type end hun er vant til. Hun er i hvert fald mere klar til at sige til og fra og dermed til at få det hun har brug for i et parforhold.
Responses