Influenzaen og følelseslivet

Der har været stille her. Larmende stille. Jeg har nemlig ligget brak og skiftevis frosset og svedt og frosset igen og så stønnet en masse ind imellem. Så fik jeg også prøvet at have influenza, tjek! og en ordentlig en af slagsen (med mindst en million i feber) skulle jeg hilse fra min læge og sige (bare så I ikke er i tvivl om hvorvidt jeg pjækkede eller noget, altså det der med en million i feber var ikke noget hun sagde, sådan ordret, men det kan ikke have været meget mindre).

Og hvad kan man så lære af det? Jo jeg har lært, at når jeg er syg med feber så sker der altså også noget med min psyke. Jeg synes at min mand har været ualmindelig lidt omsorgsfuld og opmærksom på mig. Javel han har sprøjtet rundt og har hentet børn og købt ind og lavet mad og ryddet mine evindelige tekrus, brune æblebåde og indtørrede havregrødstallerkener af vejen, men jeg har simpelthen følt mig så forladt og svigtet.

Jeg havde så hårdt brug for at blive strøget over håret og få hans medfølelse på den gode omsorgsfulde måde, som ens mor ved lige præcis hvordan er. Jeg havde brug for at blive overøst med kærlighed og nærvær og opmærksomhed og hvis jeg ønskede mig sprøde æbler, nej ikke de sprøde der, men de andre de har i Irma, så fik jeg dem selvfølgelig indenfor 5 minutter.

Det er selvfølgelig sat lidt på spidsen her, men det siger alligevel noget om, hvor lidt vi som mennesker har at stå imod med, når fysikken ikke er på toppen. Kender du det?

.

Nu ved vi jo alle, that it takes two to tango. Det betyder at selvom jeg har været følelsesmæssigt hudløs mens jeg var syg, så har min mand jo også en andel i det, der sker. Hvor længe tager det lige at stryge sin elskede over kinden og sige: Åh skat hvor har du det skidt eller: Har du brug for et tæppe mere, eller en pude i ryggen? Ikke længe!

Der skal ingen tvivl herske om at min mand selvfølgelig synes det var røvirriterende, at jeg lå der og ømmede mig. Så hang han på resten af familiebyrden (nu med syg ægtefælle oveni) og meget sjov, var der jo ligesom ikke rigtig med mig. Selvfølgelig havde han ondt af mig OG det er en belastning, når én af de voksne tjekker ud af familien.

Et andet element som kan bære brændsel til irritationen og manglen på rummelighed kan handle om, hvordan man har det med svaghed. Når andre udtrykker det vi selv holder tilbage, så kan det virke stærkt provokerende. Uanset om det handler om afhængighed, vrede, seksualitet, glæde eller noget helt femte, så har vi svært ved at holde ud, når andre så bare giver los og udtrykker deres følelser. Nu er vi jo selv så kontrollerede.

Når jeg så ligger der og klynker på sofaen, og han sprøjter rundt og ordner og regerer, men ikke får givet udtryk for sin egen frustration over situationen, så kan det blive helt uudholdeligt at høre på min klagen. Den minder ham ganske enkelt om hans egen klagen, som ikke får lyd.

Husk derfor: Dem som irriterer dig, kan lære dig allermest – om dig selv!