Elsker du mig – med det hele?

Jeg har en bekendt, hvis mand vasker cykelkranken i opvaskemaskinen.

Jeg kender et par, som lever i et åbent forhold og lykkes.

Jeg kender en mand, som arbejder rigtig meget, men det er ikke noget problem i hans parforhold, for de nyder den sparsomme tid de har sammen, frem for at skændes om, hvor lidt tid de har.

Jeg kender et par, hvor kvinden er så optaget af sin sport, at hun fire aftener om ugen forlader hjemmet midt i godnathistorielæsningen og først kommer hjem flere timer senere.

Jeg kender et par, hvor manden rejser 2 uger om måneden, og hvor kvinden både er i stand til at nyde sin tid alene med børnene, og glæder sig til at han kommer hjem.

Jeg kender et par, hvor manden på 2. år ikke har nogen indtægt, fordi han vil leve af sin hobby, og hun derfor må arbejde for to.

Hvor meget kan du rumme og hvad kan du leve med?

Bruger du rigtig meget energi på at skælde ud, og være utilfreds over det liv I har?

Det er i virkeligheden det mest komplicerede tema i parforholdet, denne uges indlæg handler om. Hvordan kan jeg bevare mig og samtidig være sammen med dig? Altså hvordan finder jeg balancen mellem at dække mine behov, sætte mine grænser, rumme min partner og samtidig være i et kærlighedsfyldt parforhold?

Vi har jo alle vores særheder, vores mindre heldige sider og vores prioriteringer, som vores partner skal lære at leve med, hvis de vil være sammen med os. Så hvornår er det i orden at stå fast på sine holdninger og sine behov og hvornår er det tid til at gå på kompromis?

Hvad gør du hvis din partner betror dig sin lyst til at gå i swinger klubber?

Hvis han vil rejse med rygsæk i Canada i 3 måneder uden dig og børnene?

Hvis han vil sige ja til et job i udlandet uanset, om du tager med eller ej?

Hvis han vil gennemføre en Ironman og derfor kommer til at træne mega meget det næste år?

Du bliver meget sikkert ked af eller vred over at han vælger som han gør, men er du klar til at gå fra ham, hvis han står fast?

Og hvad med alle de små hverdags-irritationer, som kan drive dig til vanvid? Er det klart for dig hvad du synes er i orden og hvilke ting du under ingen omstændigheder vil tillade?

Hvor langt vil du gå for at bevare jer? Hvornår er grænsen nået for, hvor meget du vil være med til?

Det interessante er, at jo bedre du er til at få dækket dine egne behov, jo mere du står ved dig selv, jo mere plads er du også stand til at give. Det er altså hvis du selv føler dig lidt forsmået, synes du altid ender med opvasken og vasketøjet, når din mand er god til at lægge sig på sofaen og tage en slapper når han er træt, du vil blive provokeret af hans handlinger.

Hvis du derimod ved at din tid kommer, for du tager dig den nemlig selv, når du har brug for den, så er det så meget nemmere at se igennem fingre med at din mand gør det samme. Du vil synes det er ham vel undt, netop fordi det er dig vel undt.

Jeg vil til enhver tid hellere have en glad og overskudsagtig mand hjem, som har drukket sig i hegnet med gutterne, vold flirtet til en firmafest, arbejdet til han segnede, fordi han var optaget af det, eller spillet fodbold midt i familiefrokosten, fordi det havde han mere lyst til, end at sidde med min familie over silden, end en mand, som synes han skulle gå alt for meget på kompromis for at please mig.

Jo gu vil jeg gerne have ham med til familiefrokosten og ønske han synes jeg er den eneste kvinde i verden, der er værd at kigge på og røre ved, men hvis han har mere lyst til noget andet, så tror jeg på at det på lang sigt er en bedre investering i ham og dermed i os, at han ”tanker op” et andet sted. Og det gælder selvfølgelig også den anden vej.

Hvor mine grænser går ift. at “tanke op”, dem må vi tage hen ad vejen. Jeg ved ikke om jeg ville kunne tilgive eksempelvis utroskab, hvis jeg stod midt i det, men jeg ville ønske jeg en dag kunne nå til et sted, hvor jeg kunne give min mand så meget plads, at han havde oplevelsen af at kunne være sig, med alt hvad han er, også sammen med mig.

Hvad med dig? Hvor god er du til at give udtryk for dine behov og sørge for de bliver dækket. Måske sætter du dig selv i 2. række og efter 15 år på den måde, kan du ikke holde ud at være i det forhold mere? Måske møffer du dig så meget frem, at der ikke er plads til din mand og hans behov, han er ikke god til at give udtryk for dem og du ender med at miste respekten for ham. Måske er du så styret af skal og burde at du slet ikke kan mærke dine behov og så har du et alvorligt problem.

Det er evnen til at kende og mærke dig selv, som er den stærkeste drivkraft i dig. Kun når du i et hvert nyt nu, ved hvad du har lyst til, hvor dine grænser går og i hvilken retning du skal, at du er i stand til at navigere i dit liv på en måde, som gør dig i stand til at leve i overensstemmelse med hvem du er. Ikke at du ikke kan være i tvivl eller synes livet er svært, men du ved, at du altid vil finde vejen inde i dig og dermed også balancen imellem at give og at tage.

Du kan lære det. Jeg hjælper dig videre HER

Du er også meget velkommen til, at deltage i min workshop: Det Levende Parforhold