Klidkiksen og sportskagen – om hvorfor det bedre kan betale sig at kæmpe for parforholdet end at skifte til en anden model
En af mine klienter formulerede det således: Selvom jeg elsker min kæreste og vi på mange måder passer bedre sammen end jeg gjorde med min ekskone, så er kærligheden ikke lige så stærk, det er ikke det samme. Jeg har mistet min uskyld.
Når vi har levet i en del år, har fået børn, haft op og nedture og er blevet skilt, så er der ingen vej udenom at blive voksen. Vi er nødt til sande at voksenlivet ikke er, som vi forestillede os det, da vi var børn. Da jeg var barn troede jeg at voksne altid vidste, hvad der var det rigtige. Voksne begik ikke fejl men vidste altid hvilken vej de skulle gå og hvad der var op og ned. Jeg har efterhånden opdaget at det er meget mere komplekst, besværligt, kedeligt og ansvarsfuldt end da vi var 13 og ville give vores højre arm for at blive 18 i en fart.
Da du var 18 stod verden åben og alt kunne lade sig gøre. I 20´erne opdagede du at det der voksen liv var ikke lutter lagkage, for der skulle både studeres og vaskes tøj på møntvaskeriet og betales husleje.
Til gengæld mødte du den store kærlighed, I flyttede sammen, blev gift, fik børn og aser og maser for at få hverdagen til at hænge sammen. I tilbringer nogle dejlige og slidsomme år i troen på at det her er kærligheden, det her er opfyldelsen af jeres drøm om far, mor og børn. Alt det I er igennem sammen binder jer tættere på hinanden.
Måske er det en sød kollega, måske din gode venindes storebror, der lige er blevet skilt eller ham den lækre, høje mørke nede fra fitnesscentret. Fristelser er der mange af, hvis du er åben, ikke går af vejen for en flirt eller synes at hverdagens liv i hamsterhjulet er lige vel leverpostejsfarvet. Måske er du fristet til at skifte det liv du har med mand og børn ud med en anden mand og et andet liv, som kan virke så langt mere attraktivt.
Det er fantastisk at flirte, blive feteret, begæret, lyttet til og set i en grad, som du nærmest havde glemt fandtes. Det er svært at forestille sig at et liv med ham nogensinde kunne blive trivielt og konfliktfyldt.
Som en af mine venner sagde forleden: Hvis du har spist Mariekiks i 10 år, så er det ikke så underligt at Sportskagen fra La Glace ser så vidunderlig attraktiv ud. Problemet er bare at efter 10 år (eller mindre) så er du ved at kaste op af sportskage eller også har den på mystisk vis forvandlet sig til en Mariekiks, som årene er gået.
Alt det du møder i verden handler om dig selv.
Det gælder også parforholdet. Hvis du keder dig, hvis I har for mange konflikter eller er ved at glide fra hinanden, så kan du takke dig selv. Ikke at det så alene er din skyld at konflikterne er kommet, men det er din skyld, hvis ikke du gør noget ved det. Der skal kun en til at ændre dit parforhold og det kan være dig, så start allerede i dag:
1. Itale sæt at du ønsker dig mere / noget andet / mindre osv. Hold dig hjemme i egen have, det betyder at du skal fortælle om dig selv og dine behov UDEN kritik eller bebrejdelser af din partner.
2. Hør hvad din mand har at sige. Lyt til hans ønsker og behov. Lur mig om ikke også han savner mere nærhed, flere grin, mere sex og mere kæreste tid med dig.
3. Lav aftale om hvad I begge to kan bidrage med, for at opnå det I har behov for. I kan med garanti byde ind med noget forskelligt og på den måde komplimentere hinanden og dermed skabe jer det I ønsker jer.
4. Prøv at se ud over hverdagens små irritationer. På bundlinien er det så vigtigt at han støvsuger panelerne bag sofaen eller smider sine underbukser 30 cm fra vasketøjskurven og konsekvent glemmer at skrue låget på tandpastatuben? Hvis I har god kontakt med hinanden, griner sammen, følges ad mod et fælles mål er det så vigtigt?
Det kræver en helhjertet indsats at få kærligheden til at vare i mange år. End ikke den vildeste forelskelse varer ved. Heller ikke når man er 40 og oplever den igen med en kollega, den lækre fra fitnesscentret eller venindens storebror.
At blive skilt er benhårdt og kræver sine (børne-) ofre. Ikke desto mindre tror jeg på, det er meget desto hårdere at blive og kæmpe uanset hvad livet må have budt en af utroskab, fyringer, børnefødsler, sygdom, dødsfald og svigerfamilier.
At blive og kæmpe og se sine dæmoner i øjnene, at tage ansvar og turde give udtryk for sig og især blive i stand til at udvikle sig og vokse sammen, det er vejen til den helt store livslange kærlighed.
Er du enig? Skriv en kommentar her på bloggen og læs mere om hvordan jeg hjælper par i krise på min hjemmeside www.axholm.com
Hello…Jeg er sgu ikke helt enig i at man skal blive og kæmpe. Jeg tror på at man ved at blive skilt rent faktisk gør sine børn og sig selv en tjeneste. Det er fint at kæmpe, men tror faktisk at der er en god grund til at mange mennesker bliver skilt..Jeg tror kærligheden viser sig forskelligt, nogle forhold varer en nat, nogle en måned og nogle er så priviligerede at opleve at kunne kæmpe sammen med et menneske hele livet igennem. Jeg elskede min eksmand, gør det stadig..Men vi var så ekstremt dårlige for hinanden, vi KUNNE ikke leve sammen…Fordi vi åd hinanden op..Jeg ville ikke leve sådan, så vred og indebrændt så ulykkelig og tavs..Vi kunne ikke kæmpe..for vi havde ikke det der skulle til, nemlig det at vi vidste hvem vi var uden hinanden…Så jeg må sande at det var mit livs hårdeste beslutning at blive skilt, men når jeg kigger på mit barn, min eks mand og mig selv så kan jeg se vi har gjort hinanden en STOR tjeneste.
Mht fristelserne så ved jeg der er forskel på lyst og behov og kunne ønske for flere mennekser at de kunen stoppe op og tænke over den forskel inden man lader lysterne styre..Men igen, vi er mennesker, har dette ene liv og nogle gange skal man springe ud i det. Utroskab har altid en årsag, og jeg synes faktisk det forståeligt at den ene eller den anden part vælger den løsning når de ikke oplever deres krælighedsliv som berigende, eller ej heller måske har redskaberne til at skabe det gode forhold.. Yep…lidt fra mig.
Kære Anna,
Tak for din lange og personlige kommentar.
Jeg synes bestemt heller ikke man skal blive i sot parforhold og kæmpe for enhver pris. Jeg synes til gengæld man skal være sikker på man har kæmpet til man ikke kunne mere og det lyder det til, at I har gjort.
Budskabet i indlægget er at man ikke skal tro at ens liv bliver mindre leverpostejsfarvet eller at bunken med vasketøj på mystisk vis bliver halveret, fordi man vælger en anden partner (med mindre han er meget ukristisk med sin personlige hygiejne forståes).
Jeg synes også man skal kigge rigtig meget på sig selv, fremfor at have fokus på sin partners fejl og mangler, for sig selv har man jo også med i det næste forhold.
Hvad angår utroskaben så tror jeg det kan handle om manglen på kærlighed i forholdet men det kan også udelukkende handle om den utro part. Der er sikkert utællelige variationer over emnet.
Kh Katrine
Pigerne slagter deres feminitet..fortæller om hvor mange hår de har ved numsen..hvor meget de tænder sexuelt når de ser fremmede..hvor mange kærester de har haft før de bliver gift ..Hvem og hvad gavner det? Er dine børn glade for at læse det? Kan din mand lide de oplysninger? ..Vil det ikke være bedre med lidt diskretion? I har måske “good intentions” men samfundet taber terræn …
Hej Martin,
Du er da en mand med holdninger. Jeg kunne have ønsket mig at du have brugt lidt mere tid på at underbygge dem, for jeg er absolut nysgerrig på, hvad der mon i dén grad får dig op af stolen.
Jeg tror ikke på jeg slagter min femininitet fordi jeg taler om at jeg har “hår ved numsen” eller har lyst til andre mænd end min egen. Jeg tror heller ikke på hverken hårene eller lysten til andre mænd forsvinder, fordi jeg ikke taler om dem. Jeg tror derimod på at jo mere jeg står ved mig selv og tør vise mig, som den jeg er, jo bedre kan jeg leve med og i overensstemmelse med at være den jeg er (med og uden lyst og numsebehåring). Det samme kan iøvrigt min mand. Alt andet er vel salg under falsk varebetegnelse!
Jeg er til gengæld helt enig med dig i at der er en grænse for den private sfære og for hvad jeg har lyst til at dele med andre og den er vel lige så individuel som den kan være. Min grænse er ihvertfald tydeligvis et andet sted end din.
Jeg er spændt på flere kommentarer fra din hånd.
Hilsen Katrine
Smukt, Katrine! Smukt og velformuleret. Der er altid en hverdag, der venter. Ikke, at man for hver en pris skal undgå at blive skilt (og sådan læser jeg heller ikke dit indlæg), men man skal være sig bevidst, hvilke dele af parforholdet, der er slidsomme pga. hverdagen og se i øjnene, at netop de ting flytter med til et nyt parforhold. Kh. Louise
Af uransagelige årsager er jeg nået til et punkt i mit liv, hvor jeg kan sige, at ægteskab nr. 2 er det bedste, og heldigvis for det. 🙂
Dder er gode grunde til at gå fra hinanden, hvis der er tale om skadende adfærd, som f.eks. diverse former for misbrug. Det var tilfældet i mit første ægteskab, og jeg er lykkelig for at have truffet beslutningen om at gå, med sønnen under armen, mens tid stadig var.
Der kan også være tale om dybe personlighedsforstyrrelser, hvor det er det klogeste for alle parter, at man vælger at tage sin håndtaske og gå sin vej..