Tak for alt det jeg har

Jeg er dybt berørt. Så berørt at jeg kastede mig i et par stærke mande arme og græd mascara ned i hans skjorte, da jeg kom hjem. Godt han ikke var kørt på arbejde endnu.

Da jeg afleverede mine børn i skole her til morgen så jeg en mor, som jeg kun perifert kender, hjælpe sin 8-årige datter ud af bilen. Datteren var tynd og bleg, havde mistet det meste af sit hår og støttede sig til en stok. Sidst jeg så hende var hun på vej til skole på cykel sammen med sin mor og ældre søster. Det var sidste sommer.

Jeg aner ikke hvad hun fejler, men jeg blev ramt af en sorg så stor, at jeg har svært ved at forestille mig, hvordan man forældre kan overleve, når der sker ens børn noget. Alle vi andre forældre hastede gennem skolegården på arbejde og videre ud i vores liv. Jeg sætter mig hjem foran min mac og skriver op og ned af stolpe om, forekommer det mig lige nu, latterlige bagatel problemer fra mit forkælede og forskånede liv.

Jeg kan huske da jeg fødte mit første barn og fra barselsgangen kiggede ned på gaden og tænkte: Mærkeligt at busserne kører endnu, når hele verden jo er forandret! Den mor jeg så i dag, må have det på samme måde: Hvordan kan verden fortsætte, når det her forfærdelige er sket for mig og for os?

Jeg har så stor en omsorg at jeg næsten ikke kan være i min krop for alle jer forældre derude, som oplever det mest uretfærdige og uforståelige i verden, at der sker noget med jeres børn. Jeg er så taknemmelig for alt hvad jeg har og er og jeg vil nive mig selv i armen og huske mig på det, når jeg har lyst til at sætte mine børn ud til storskrald eller sende min mand ud, hvor peberet gror.

Ingen af os ved, hvad der kommer til os og i dag er jeg endnu engang blevet mindet om, hvor vigtigt det er at værdsætte hvad jeg har. Som min far plejer at sige: De dage jeg har ondt af mig selv, der ser jeg altid en i kørestol.

Jeg kender jo godt frasen om at spise op, for tænk på de sultne børn i Afrika. Jeg ved også godt at mine problemer ikke bliver mindre af, at andre har nogle problemer, der er større. Jeg tror bare det er rigtig sundt for mig (og måske også for dig) at sætte mit liv i perspektiv og huske at stoppe op engang imellem og kramme dem jeg elsker, at sige tak for det jeg har fået og undskyld for de fejl jeg begår.

Netop derfor elsker jeg også mig arbejde, for der kan jeg gøre en forskel og støtte nogle mennesker i at blive bedre, bl.a. til det, som jeg stadig øver mig på. Jeg tror det er en af vejene til en bedre verden.

Er du også taknemmelig eller glemmer du at være det? Send mig en kommentar og læs mere om mit arbejde på www.axholm.com