Nu må du kraftstejlemig tage dig sammen din utaknemmelige møgunge

Vi har været på skiferie. Alle der har prøvet at rejse på skiferie med deres børn ved, hvor fantastisk det er at suse ned af bakkerne og høre børnenes glædes hyl, når det går rigtig stærkt. At sidde i solen og spise Steak frittes og Leffe Brune øl. At sænke sin ømme krop ned i et varmt karbad om aftenen, mens børnene fiser rundt i den lille lejlighed i deres uldne undertøj med solbrune kinder og uglet hår.

Alle der har været på skiferie med deres børn ved også, at det er et mas at få dem i alt tøjet om morgenen og bakset over til liften i en sky af ski-briller, tabte vanter og snottede lommetørklæder. At de skal tisse eller er tørstige og sultne på de mest ubelejlige tidspunkter, at det de første år er mega hårdt for lårene, fordi man det meste af tiden står på børnebakken med et stk 5 årig dødvægt mellem benene. At de kan starte en større strække midt på pisten og nægte at bevæge sig videre, fordi nu gider de altså ikke stå mere på ski i dag.

Det var så der på pisten jeg sagde de bevingede ord: ”Nu må du kraftstejlemig tage dig sammen din forkælede møgunge. Vi har suset rundt hele formiddagen, spist lige hvad I ville på en lækker restaurant og nu kører vi her i solen og I kan helt selv bestemme, hvor vi skal køre hen, bare ikke hjem”

Jeg synes nemlig i pressede situationer at mine børn skal være mig evigt taknemmelige, fordi jeg investerer så meget slid og slæb, tusindvis af kroner og kilometer på den tyske Autobahn, for at give dem den gave, jeg synes det er, at de lærer at stå på ski.

Det er så fedt at lære sine børn glæden ved at lege i naturen på den helt unikke måde, som man gør det på ski. Jeg kan varmt anbefale det til alle OG det kræver sin forælder, på en helt anden måde end at booke 14 dage i et Sun Wing Resort ved Rødehavet, hvor alle måltider er inkluderet og poolen strategisk placeret 10 meter fra restauranten.

Det absurde er at jeg jo lærer mine børn at føle skyld med skyld på, fordi nu har far og mor gjort så meget for os, så må vi ikke brokke os. Pisse besværligt, men de hopper heldigvis ikke med på mine latterlige manipulationer. De lægger sig på 5. år stadig ned på pisten og nægter at køre videre, hvis ikke….

Når jeg lige får trukket vejret langt ned i maven, kørt et par hundrede meter videre ned af pisten, så ved jeg heldigvis godt hvem der er den voksne og forsøger så også at opføre mig derefter. Jeg tager debatten, indimellem må jeg vente, indimellem lokker jeg lidt og andre gange kan vi lege ski-lærer og elev (gæt selv hvem der er eleven). Vi kommer altid ned og til næste år, så glæder vi os alle sammen til at komme af sted igen.

Når jeg ikke er mor i al min begrænsning så laver jeg det her: www.axholm.com