Mænd i terapi

Måske har du i dit ægteskab af og til tænkt at nu var I gået for meget i hårknude, at nu måtte I have hjælp udefra, til at finde en løsning på jeres problem. Måske har du talt med din mand om muligheden for at gå I parterapi, så I kunne blive bedre til at håndtere jeres konflikter og til at kommunikere med hinanden.

Måske har din mand (som mange andre før ham) stillet sig på bagbenene, når muligheden for terapi bliver bragt på banen og hvorfor egentlig?

Jeg har haft enkelte tilfælde af mænd (og kvinder for den sags skyld) som har haft uheldige oplevelser med at gå i terapi. Enten har de ikke følt sig forstået af terapeuten eller også har de ikke fået noget som helst ud af terapien. Her taler vi altså worst case scenario. Så hvad er det de mænd er så utrygge ved, hvad er det de ikke har lyst til, hvorfor strækker de sig så langt de kan, før de rækker hånden ud og beder om hjælp?

Jeg er jo som bekendt psykoterapeut, så jeg tænker det hænger sammen med måden de er opdraget på. Måske kan hjerneforskere supplere mig med informationer om der er genetiske eller kemiske forskele på mænds og kvinders hjerner, der gør at vi kvinder som regel beder om hjælp, når vi har brug for det og mænd hellere vil rode rundt i timevis i en fremmed by uden kort, fremfor at stoppe bilen og spørge om vej.

Du ringer sikkert til din mor, søster eller veninde, hvis du har problemer, for du ved det hjælper dig at tale problemerne igennem. Når du får formuleret problemerne højt, når der er et andet menneske, som lytter og måske spørger ind, så hjælper det dig til at blive klarere på, hvordan du skal løse dit problem. Hvis det gælder dit ægteskab, så ville du sikkert heller ikke være bleg for at søge terapeutisk hjælp, så I kunne finde ud af om I skulle fortsætte sammen eller hver for sig. Som kvinder er vi altså fra barnsben mere trænet i at dele ud af os selv følelsesmæssigt og øvelse gør som bekendt mester. Vi både tror på det virker og vi gør det tit og ofte og derfor bliver vi gode til at fortælle om, hvordan vi har det indeni.

Mænd derimod er opdraget med at det er sejt og mandigt at klare sig selv. Helt tilbage i skolegården var man en sladrehank, hvis man bad en voksen om hjælp, når man bliver drillet. Store drenge græder ikke og er det ikke noget med, at det kunne man komme til i terapi? Der bliver altså sat lighedstegn mellem det at være mand og at kunne klare sine problemer selv. Mange mænd tror at deres kone ville miste respekten for dem, hvis de viste sårbarhed og svaghed.

Som min dygtige kollega Annette Jønsson siger, så er mænd, der er i kontakt med deres følelser og som kan give udtryk for deres bløde sider mere sexede. Annette har specialiseret sig i terapi for mænd bade individuelt og i grupper. Læs mere på www.mandeterapeut.dk.

Som kvinder skal vi nu heller ikke sige os fri for også at have fordomme om “svage” mænd. Vi kvinder er de første til at holde fast i den mandlige arketype. Vil du lægge skulder til en grædende mand, som du også skal forestille sig at have sex med? Måske forestiller du sig at manden aldrig holder op med at græde, hvis han først får lukket op for sluserne. Sådan hænger det bare ikke sammen. Ingen har hørt om nogen, der græd resten af deres liv, ikke den sunde og helende hulkegråd ihvertfald. Hvis du har prøvet at græde igennem, tørre øjnene og følt dig lettet over at få grædt ud, så tænk på at sådan er det også for mænd. De ved det bare ikke.

Nu er det jo ikke sådan at man SKAL græde, når man går I terapi, men har man(d) brugt de første 40 år af sit liv på at holde sorgfulde følelser tilbage og er man istand til at finde ind til dem igen, så kan det jo godt være, at man fælder en tåre eller to, når man mærker hvor ondt livet også kan gøre. Jeg vil til enhver tid foretrække en mand, som kan mærke og give udtryk for sine følelser end en, som ikke aner hvordan man gør eller som måske (åh gru) ikke aner at han har dem.

Trods min omtalte betragtning om at mænd ikke vil gå I terapi, har jeg haft en del mænd I stolen, som er kommet af forskellige årsager, men som dog har det tilfælles, at de ikke har været tilfredse med deres liv. Jeg har haft mandlige klienter, der er gået i vrede fra en parterapi eller som ikke er vendt tilbage, fordi det har gjort for ondt at se på sig selv, som dem de er. Men langt størstedelen af mine mandlige klienter har oplevet at de er blevet mere mand af at arbejde med sig selv. Hvis du forestiller dig et puslespil på 50 brikker og så laver samme billede nu med 500 brikker, så kan det sige noget om, hvor mange flere tangenter, der er at spille på (og nej puslespillet bliver ikke sværere at lægge med de mange brikker– tværtimod så er det netop tydeligheden og nuancerne, der gør ham spændende og sexet).

Terapi handler altså om at få et mere nuanceret billede af, hvem man er, for på den måde at blive bedre i stand til at handle i overensstemmelse med sine muligheder og sine begrænsninger. Det er da mærkeligt at sige nej tak til at kende sig selv bedre på godt og ondt, men måske handler det om uvidenhed. Måske tror mænd at de skal sidde hos mig i raksokker og drikke urtethe ( indrømmet, det kan jeg godt finde på at servere) og græde ud i mit skød. Jeg anser ikke mig selv for at være klid-moster agtig og jeg vil meget hellere se en mand, som han er med alt hvad han er, end et forestilt billede af, hvem han tror han skal være. Har du det på samme måde?

Ps. Jeg vil gerne lige benytte lejligheden til at lette på hatten for alle jer mænd derude, som har mod til at arbejde med jer selv. Jeg tror på I holder af jer og af de mennesker I omgiver jer med.

Læs mere om min terapi (for både mænd og kvinder) på www.axholm.com

Bloggen holder vinterferie og er tilbage med et nyt indlæg fredag i uge 8