Stakkels mig! – om at vælge offerrollen i parforholdet i stedet for at tage ansvar
En morgen sad jeg til fælles morgenmad i min datters klasse. Da min mand var gået sugede jeg luft ind og lagde an til det store brokkeshow overfor en anden mor fra klassen, som også er min nære veninde. ”Jeg er fandeme træt af, at det altid er mig, som tager mig af alt det praktiske om morgenen. Kan du se min mand stå op en halv time senere og bade og dimse med kaffe og stryge skjorte, jeg er så evindelig træt af bla. bla. bla.” Inden jeg havde fået tændt ordentlig op for gryden med beklagelser konstaterede hun tørt: ”Det var der vel ikke noget nyt i”. Min første reaktion var: Måske ikke, men jeg har vel lov at brokke mig, når jeg er utilfreds. Nå!
Min første fornærmede reaktion forvandlede sig efter noget tid til taknemmelighed over at min veninde var træt af at lytte til mine beklagelser. Jeg var sgu også selv træt af på 10. år at høre på mig, frem for at gøre noget ved det, jeg var utilfreds med.
Jeg har på alle tænkelige måder forsøgt at forklare min mand, at jeg synes at den morgenlige arbejdsfordeling hos os er uretfærdig. Jeg har endda sagt til ham at jeg føler mig, som en enlig mor, med en besværlig logerende, når jeg morgen efter morgen står alene med madpakkerne, børnene der skal i tøjet osv. Min mand er helt uenig i min betragtning og mener at sådan, som vores hverdag ellers er indrettet, så bliver morgenerne ikke anderledes. Punktum!
Når jeg bliver ved at med at sovse rundt i min offer rolle frem for at se virkeligheden (han vil ikke deltage i morgenrutinerne), som den er og forholde mig til den, så kommer jeg ikke videre og så ændrer virkeligheden sig heller ikke. Når jeg derimod forholder mig til det som er og tager ansvar for mig selv og mit liv, så har jeg to muligheder:
1. Jeg kan vælge at forlade min mand, fordi han ikke vil deltage i morgenrutinen…… Lyder vildt overdrevet, når nu jeg er ret så glad for ham, men det ER jo en mulig konsekvens.
2. Leve med ham som han er og indrette mig efter det.
Skåret ind til benet betyder det at jeg vælger mine kampe og selvom jeg kæmper dem, så må jeg af og til gå på kompromis OG leve med det valg jeg har truffet. At blive ved med at brokke sig er dræbende for kærligheden og hvem gider kysse med en sur kælling? Det giver en langt større grad af frihed, når jeg ser virkeligheden, frem for at forsøge at lave om på det faktum at uanset, hvordan jeg vrider og vender mig, trygler og manipulerer, så er virkeligheden virkeligheden. Take it or leave it!
Kort og godt:
Er du også træt af at høre dig selv sige de samme beklagelser til din mand, dine børn eller dine veninder?
a) Erkend at pladen er gået i hak
b) Acceptér at du ikke kan tvinge dem du holder af til at gøre noget andet, medmindre du selv ændrer adfærd og det derfor bliver den naturlige konsekvens
c) Elsk dem for at være som de er og lev rummeligt med de sider du er mindre begejstret for (hvilket starter med at lære at leve med dig og dine mindre heldige sider)
eller
d) Beslut at du ikke kan leve med tingenes tilstand og bevæg dig væk
Er det nemmere sagt end gjort, læs mere om hvad jeg kan hjælpe med HER
Men for fanden, det er sgu da pisse arrogant bare at melde ud, at man ikke VIL deltage i morgenrutinerne, take it or leave it (him). Hvad hvis du sagde det samme? Det er for nemt (uden at vide hvordan resten af ansvaret er fordelt hjemme hos jer iøvrigt), morgenerne er sgu ligeså meget hans problem som dit og derfor måske en af de kampe – altså at man ikke bare kan indtage den holdning, at det gider man ikke, når det er et fælles ansvar – der er værd at tage.
Helle
Du kunne jo selv vælge samme tilgang som ham og sige at du heller ikke vil være den der står for alt det praktiske med børnene om morgenen. Resultatet vil selvfølgelig være at I så står med to børn der ikke får tøj på, ingen morgenmad får og som heller ikke kommer i skole!
Nå, ser lige at Helle siger mere eller mindre det, jeg forsøger. Det er for nemt bare at melde ud og fralægge sig al ansvaret. Han må tage og blive voksen, det andet er for langt ude og han burde skamme sig!
– jeg forstår ikke at du æder den!
Louise
Kære Helle og Louise,
Dejligt at damerne kommer på barikaderne.
Morten er hverken egoistisk, arrogant eller sætter sig selv før familien. Hans virkelighed ser bare anderledes ud end min.
Budskabet med indlægget er netop i højere grad at have fokus på det JEG gør, fremfor at have kritikken og offer følelsen liggende forrest hele tiden. Den bringer mig igen vegne. Det gør at køre “hård mod hårdt” heller ikke.
Hvis jeg havde valgt mig en mand, som ikke var voksen og tog ansvar, så måtte jeg forholde mig det, fremfor at brokke mig.
Det væsentlige er at jeg har min opmærksomhed hos mig selv fremfor hos ham.
Hej Katrine
Hos os er det det samme som hos jer – bare med modsat fortegn: Jeg gider ikke at deltage i morgenerne.
Jeg nyder nemlig at være kvinde, lige så meget som han nyder at være mand: Med spændende venner og idéer og planer og karrierer ogogog..
Når min mand så brokker sig og klynker over, at det altid er ham, der skal tage morgenerne, siger jeg: “Jamen, det er fint nok, vi kan da bare bytte? Så snupper du aftenerne og henter og bringer i institutionerne, så skal jeg nok gi dem morgenmad og tøj på. Det’ fint for mig, og jeg laver også gerne aftensmad!” Så plejer han at trække sig lidt tilbage..
For mig er det glimrende, at der med mellemrum kommer fokus på balancerne og på, at vi begge bruger tid på familien. Og selv om det ikke skal være milimeterretfærdighed, der driver vores praktiske samvær, er jeg meget opmærksom på, at han også ved, hvad jeg bidrager med.
Når det så er sagt, har vi begge to stunder, hvor vi klynker over manglen på tid til os selv og forsøger at få væltet praktiske opgaver over på hinanden. Men den fornuft, der følger med overblikket plejer at få det til at fortage sig relativt hurtigt 😉
Ha en dejlig dag
🙂 Le
Han skal bare se at få fingeren ud og hjælpe. At have og få børn er en fælles beslutning, dermed et fælles ansvar.
Ps. Det dovne svin.
Man vil jo altid savne lidt oplysninger, når man har læst et indlæg, som dit ovenstående. For man kan næppe fortælle HELE historien, herunder arbejdsfordelingen i et parforhold, på blot en side.
Derfor regner jeg med, at tingene er nuancerede, og jeg forholder mig også til, at du holder fokus på DIG, dit ansvar og faktisk ikke er ude i et ærinde om at brokke dig over din Morten her….!
Alligevel vil jeg lige indskyde ift ovenstående beskrevne arbejdsfordeling:
– din Morten tager garanteret tørnen på andre tidspunkter, ligesom hjemme hos Le og iøvrigt hos mig: Her er min kæreste det store A-menneske, mens jeg er nærmest handicappet om morgenen. Til gengæld er det lige omvendt sen eftermiddag, aften = god balance, fordeling.
– HVIS din Morten eller andre virkelig ikke laver en fis, så kan man netop, som du skriver forlade ham ELLER vælge at LEVE MED DET!
OG DET ER EN STOR KÆPHEST FOR MIG; at vi netop hver især SELV bestemmer, hvad vi vil leve med hos vores partner – og ikke noget en veninde eller anden behøver at forstå….
MEN: ift din hovedpointe: at du selv må tage ansvar for det liv, du har valgt at leve…..så synes jeg altså godt, at man må brokke sig lidt engang imellem….sukke lidt. Lufte lidt ud. Det handler bare om at finde de folk, der kan rumme det – (måske ikke din veninde gider høre mere om lige den slags brok?), og så handler det om, som du siger, at man skal KOMME VIDERE, ikke hænge fast i brokkeriet, og at man skal vælge sine kampe med omhu.
Så alt i alt er jeg sgu meget enig med dig. Og det er for mig også vigtigt at minde mig selv om nogle gange, at jeg får så meget andet i livet med min kæreste end lige det, som jeg i en situation føler harme over og derfor brokker mig over.
PS: Min kæreste brokker sig iøvrigt virkelig over småting: jeg kan have stæset rundt og haft travlt og været flittig, mens han eksempelvis har løbet og trænet i 2 timer, og så kan han træde ind i rummet og brokke sig over, hvorfor jeg ikke har sat en ny skraldepose i, hvorfor jeg ikke har lagt et eller andet på plads osv. Bare fordi det UNDRER ham, som han siger. Der beder jeg ham sgu lige huske det positive fokus og være glad for det, jeg HAR nået….. 😉
Forresten har du også ret i, at brok sjældent modtages positivt. Jeg er så heldig at have en veninde, som minder mig om dette, og netop siger til mig, at jeg skal bruge hende istedet. Sjovt nok er hun ikke en af dem, der mener, at man altid skal snakke om ALT med sin partner, og jeg tror, at jeg er lidt miljøskadet og netop vil italesætte alt….og det virker altså ikke altid med en mand, høhø…..
Så jeg siger: hurra for veninder, som man kan brokke sig gratis til. Og som rummer det og bærer over, og ikke opfordrer en til så at forlade sin mand!
PS: Min mor sagde dog tørt til mig en dag jeg brokkede mig: Det vidste du jo, og du har jo valgt ham alligevel. Du vil ham jo godt.
Øh ja, nemlig 🙂
hej Kathrine.
et interessant eksempel du giver der, det er da fint at du holder den hjemme ved dig selv, kan godt følge dig i, din frustration over at opleve dig som enlig mor og eneansvarlig for at morgenerne fungerer.
du skriver du ikke vil være et offer, offer for hvad omstændighederne, for morgene, for manden for du har valgt ham ? og du har ret man kan ikke tvinge andre til at gøre noget de ikke har lyst til og selvfølgelig har din mand ikke det fjerneste lyst til at stå op, og tage sig af børnene, du gør det jo og når du forstætter med at gøre det, og stryge skjorter, m.m så er der jo ingen grund til, at han skal tage sig af det.
min eksmand og jeg blev skilt, i den tid hvor vi blev skilt begyndte han at læse og sagde, nu har jeg ikke tid til at se mine børn, i de næste halvandet år, kun en gang i mellem.. jeg flyttede så fra stedet og hjem til min hjemegn, tiden gik, han blev færdig med at læse, så blev svaret… nu skal jeg sørme til at være på messer m.m. så jeg har ikke tid…
og jeg tænkte lidt over situationen…….gik den så gik den og den var gået alt for længe og ansvars fordelingen var ikke i balance og så længe jeg tog ansvar for det som han egentligt burde være ansvarlig for også, nemlig at være far for sine børn, så en skønne dag sagde jeg til ham.. nu kommer børnene med flyveren og for eftertiden så kommer de hver anden week- end og jeg forventer at du henter dem og det krævede lidt mod, jeg vidste at han ikke ville være så uansvarlig ikke at hente dem, og så var problemet ikke lænegere end at vi sagtens kunne lave en ordning, at børnene fik set deres far. og vi fandt en tilfredsttilende løsning..
gu ve hvad der ville ske, hvis du også blev liggende i sengen side om side med din mand ? gu ved hvad der ville ske, hvis du sagde.. jeg står ikke op, jeg bliver liggende, jeg tror børnene selv må finde ud af at smøre madpakker og gå i skole i dag ? ….. risikoen er jo absolut stor… han kan blive liggende, sammen med dig….børnene kommer ikke i tøjet eller i skole, i kunne alle få en fridag, han kunne stå op og lave kaffe eller….der sker en ændring eller i bliver skilt……
jeg er uenig med dig i dine løsningsforslag, som kun skaber konflikter, pga, af ubalance.
og jeg synes ikke det har noget med offer rollen at gøre, for mig har det nærmere noget med fordeling af ansvar og stagnation at gøre.
og du har ret, hvis man selv ændrer adfærd, så tvinger man den anden på en lidt anden måde til at ændre adfærd, og istedet for at brokke mig, ville jeg havde valgt at blive liggende.
jeg synes du skulle tage og give din mand et ordentligt spark i ryggen ud af sengen om morgenen og ellers blive liggende…. mænd forstår altså ikke det der med brok, de forstår meget bedre handlinger, det er min erfaring.
mvh. Benthe
Kære Benthe,
Tak for din lange og personlige kommentar.
Netop dette indlæg har fået mange op af stolen og det er fedt at sætte gang i debatten.
Jeg hæfter mig gang på gang ved, at alle kommentarer har handlet om fokus på min mand og hans indsats i vores fælles hjem, at jeg skal give hårdt mod hårdt eller tilbage af samme skuffe. Jeg tror ikke det er løsningen. Så vil jeg hellere pakke mine ting og gå, hvis en fornuftig snak ikke virker eller jeg gennemgående ikke føler mig lyttet til og respekteret.
Mit budskab med indlægget er, at det ikke hjælper at brokke sig, men derimod at tage ansvar for det som skal tages ansvar for, for alvor and then cut the crap.
Min mand er hverken doven, uretfærdig, magelig eller urimelig. Vi har bare hver vores virkelighed og set i det store perspektiv er fordelingen, som den skal være. Netop derfor skal jeg se det store billede istedet for at have ondt af mig selv på offer-måden.
Håber det giver mening.
Kh katrine
Kære kathrine.
det giver mening for mig når du siger, at billedet skal ses i det større perspektiv og jeg ved selvfølgelig ikke hvordan ansvarsfordelingen er hjemme hos jer og ja er enig med dig, hver mand sin virkelighed og ja, at elske det som sommetider er umuligt at elske vaner og adfærd som kan drive een til vanvid er som udgangspunkt også okay… nu er jeg jo ikke terapeut, og det giver jo på en eller anden en dyb mening for dig og at tingene skal være sådan, selvom dine savn og længsler tilsyneladende ikke bliver imødekommet… hmm. ej hellere repekteret…ikke fordi at forventingerne skal indfries…. og nu ved jeg jo ikke hvordan tingene generelt er hos jer…jeg ønsker bare sådan for dig….. bare dog din mand ville give dig den gave, at stå op sammen med dig om morgenen, kysse dig på kinden og sige godmorgen, min skat, give dig et knus, stå op sammen med dig, hjælpe en af jeres børn i tøjet, mens du fik varme øjne og varmt hjerte til ham, mens han blinkede til dig, og vidste… nu tænder jeg min dejlige elskede kone….. for hvad er mere fedt er en far der er på banen ? for hvad er mere elskeligt at blive respekteret for noget som bare er et ønske om en god familie morgen som familie, kvinde og mand, mor og børn og far og mor ?… nu efterkommer jeg bare en af hendes anmodninger, min kone bliver glad, måske lidt gladere og mere blid over for børnene også, og min kone bliver mere glad for mig og børnene bliver mere glade….og børnene ser far og mor sammen som et team om morgen og ikke dig som en ked af det enlig mor og en far der måske ikke var der så meget om morgenen??? som sådan strammer sig an og gør sig umage for ikke at være ked af det og inderst inde være sur….og går og overbeviser sig selv om at det er helt okay og jeg vil ikke være et offer… (for mig handler det ikke om at være et offer, han er sgu lige så meget offer som du er ) ps…for mig findes der inge ofre bare sammenspil……så vil han måske mens du så giver ham et fedt kys inden i går ud af døren tænke… wauuvv..hende der hun er sgu noget af en sild, mens i smilende vinker og siger… vi ses senere….sikke heldig jeg er med sådan en dejlig kone, tænker han… hun tænker… sikke heldig jeg er med sådan en en dejlig mand tænker hun… børnene tænker… sikke heldige vi er med sådan en glad far og mor… familien tænker… hvor er vi heldige….. og måske kunne madpakkerne så smøres om aftenen over et glas vin i fælleskab i køkkenet, ham og du eller alle jer sammen ?
og tro mig selvom du prøver nok så meget at sige til dig selv, det betyder ikke så meget, jeg vil ikke være et offer, hvis det ikke fyldte ville du ikke skrive om det og tappert prøve at overbevise både dig selv og mig om at det ikke betyder så meget….. det fylder og tro mig uanset hvad du gør for at skjule det, så mærker børnene det om morgenen og samler det op…din mand samler det op, det er der, det et måske et “familie” problem ??? jeg tænker, dig og din mand fastholder hinanden i de roller i spiller….og vær modne og ansvarlige BEGGE to til at løse det. INGEN er ofre og som du selv så fint siger…………se det hele i et lidt større billede..
ps.. nu er det her jo et meget vildt gæt og et meget vildt bud katrine, jeg ved ikke om det jeg skriver giver mening for dig og jeg ved jo slet slet ikke om det overhovedet er sådan det forholder sig hos dig, det kan også være jeg bare projicerer mine egne erfaringer ud på dig ?
jeg plejer bare at tænke i sammenhænge…alle er en del af problemet og alle er en del af løsningen…
kærlige tanker Benthe
ps.
og du har ret, hvad mand sin virkelighed og 10 år, det er sørme lang tid..
hvad skulle der til for at tingene kunne blive anderledes ? hvem siger at den arbjedsfordeling som har været skal blive ved med at være den samme ? hvem har bestemt det skal være sådan ? hvem bestemmer det skal blive ved med at være sådan ?
og nej, katrine det giver ikke lige mening for mig, det du skriver… det ville give mening hvis du var tilfreds med det som det var og synes det var okay og som jeg læser det, så er du utilfreds og brokker dig og har gjort det i 10 år uden at gøre noget ved det og skriver så at du bare ikke vil være et offer, samtidigt skriver du at du oplever dig som en enlig mor og bliver ked af det og synes tingene er urættfærdige, så skriver du, at hvis du ikke blev hørt og respekteret og der var en ordentlig snak så ville du gå… samtidigt med at du fortæller at han siger at det bliver bare ikke anderledes med den arbejdsfordeling der er punktum ! bliver du hørt ? bliver du respekteret ?….
det giver ikke lige mening, medmindre vi taler om sider, om den retfærdighedssøgende side, om kamp siden, om offersiden, om den selvopofrende side, og alle de forskellige sider vi nu har, eller om jeres roller i huset i al almindelighed.. jeg er helt ærligt en lille smule forvirret og smiler lidt… ikke mere fra mig.
mvh. Benthe