Angsten for at blive forladt
”Jeg vil ikke fortælle min mor, at jeg er træt af at hun blander sig i mit liv”, ”Jeg har ikke lyst til at fortælle min mand at jeg ikke vil med til firmafrokosten” eller ”Jeg kan ikke lide at fortælle min veninde, at jeg synes hendes børn er uopdragne”. Variationerne er mange, men jeg vil vove at påstå at disse udsagn bliver holdt tilbage, fordi vi alle, i større eller mindre grad, er bange for at blive afvist og dermed forladt.
Vi har alle i løbet af vores barndom haft oplevelsen af at blive forladt af vores mor og far. Enten fysisk fordi de rent faktisk forlod os eller fordi de af forskellige psykiske årsager trak sig i kontakten med os. Det kunne være når de blev vrede, ikke kunne rumme os, havde nok i sig selv, var trætte eller i krise eller af helt andre grunde ikke var nærværende sammen med os. Vi er altså alle som børn blevet forladt i større eller mindre grad og det var forfærdeligt for os.
Børn opfatter en afvisning, som en afvisning af deres person. De vil altid opfatte at afvisningen har noget med dem at gøre, enten for noget forkert de har gjort eller fordi de er som de er. De har ikke nået et abstraktionsniveau, hvor de kan tænke at mor afviser mig fordi hun eller træt, uvenner med far eller stresset på jobbet. Børn tager afvisningen personligt. Det bliver mange desværre ved med, også når de er voksne.
Oplevelsen af at føle sig forladt sætter sig dybe spor i os og på et ubevidst plan beslutter vi os for at gøre alt hvad vi kan, for at undgå den forhadte følelse af forladthed. Uanset om vi rent faktisk er blevet forladt af en eller begge forældre eller om de rent fysisk var tilstede, men ikke magtede os, så præger det os langt ind i voksenlivet. Det vil sige at har man et forladtheds tema med sig fra sin barndom, så vil man med stor sandsynlighed have ”forladtheds-brillerne” på i sine relationer i voksenlivet. Det betyder at man ubevidst leder efter ”det at blive forladt” i enhver situation. Man vil altså føle sig afvist og forladt på sin person også i situationer, hvor man ikke bliver det.
Ifølge gestaltterapien har vi en medfødt trang til at hele os selv og det kan vi kun hvis vi afslutter gamle gestalter, dvs. bliver i følelsen af forladthed, mærker sorgen og græder til der ikke er mere at græde over (det varer højst to minutter), selvom selve helingsprocessen naturligvis varer længere. Derfor opsøger vi ubevidst situationer, som kan vække den gamle velkendte følelse af forladthed i os. Vi søger altså smerten, fordi vi instinktivt ved, at det er den eneste måde vi kan give slip på fortiden og bevæge os videre. Tænk på alle de mennesker, som gang på gang forelsker sig i nogen, som forlader dem. De finder kun personer, som kan aktivere deres forladtheds tema for attraktive. De potentielle partnere som ville blive i forholdet og elske dem, finder de kedelige eller uinteressante, af den simple årsag at i det forhold kan de ikke hele deres gamle sår.
Man kan altså sige, at vi selv skaber situationer, hvor vi bliver forladt, fordi der på absurd vis findes en tryghed i den smerte vi kender og fordi det er her vi kan udvikle os.
Angsten for at blive forladt bliver derfor yderst styrende for vores måde at være i verden på. Hvis vores arbejdsindsats på jobbet bliver kritiseret føler vi os afvist. Hvis vores mand ikke kan lide den kjole vi har købt føler vi os afvist. Hvis en veninde aflyser en aftale føler vi os forladt. Hvis vores børn i en periode hellere vil have børstet tænder af far, føler vi os afvist. Hvis en ekspedient i en butik springer os over i køen, føler vi os afvist.
Afhængigt af hvordan vi har oplevet at føle os afvist i vores barndom vil den afvisning vi måske / måske ikke får i nutiden, starte en lavine af gamle følelser: ”Der er ikke nogen, der lægger mærke til mig”, ”Jeg er ikke noget værd”, ”Ingen elsker mig”, ”Jeg gør alting forkert” osv. osv. På den måde møder vi fortiden med nutidens briller. Vi ser og oplever ikke nutiden som den er: Min mand kan ikke lide den kjole jeg har købt (men han kan godt lide mig), ekspedienten sprang mig over i køen (hun vidste nok ikke at det var min tur), min veninde aflyser en aftale (hun har sikkert travlt, men jeg vil glæde mig til at se hende en anden gang) osv.
Det handler ikke om jubelglad af vende den anden kind til, men derimod i langt højere grad at kunne frigøre sig fra de gamle mønstre, som vi stadig sidder fast i og som ikke gælder mere, men blot tynger os. Vejen frem er at opdage hvor styrende angsten for at blive forladt er for os hver især. Dernæst skal der en solid omgang selv-omsorg på banen, således at vi frem for at blive irriteret over at nu føler jeg mig igen forladt uden grund, så må vi forsøge at rumme os selv. Indeni bliver vi en lille pige (eller dreng), som er bange for at far eller mor skal blive vrede og skælde ud eller ignorere os eller gå deres vej, ligesom de gjorde da vi var børn. Nu er vi voksne og kan derfor tage os af os, på en måde, som vores forældre ikke magtede, da vi var børn.
Som voksne kan vi kun selv give os det vi aldrig fik som børn. Hverken vores partner, veninde, børn eller forældre kan det længere, fordi vi nu er voksne og selv ansvarlige for os selv og vores følelsesliv. Dermed er vi nemlig også ansvarlige for hvordan vi oplever vores verden, altså om vi føler os forladt eller ej.
Kender du temaet? Læs mere på min hjemmeside www.axholm.com
Hej Katrine
Tak for endnu et udmærket blog-indlæg 🙂
Du slutter med, at “som voksne kan vi kun selv give os det, vi ikke fik som børn”.
Men jeg tror nu, vi kan meget mere end det: Vi kan give vores børn forklaringer og dermed forståelse for, hvorfor vi voksne somme tider er dumme. Det gør min mand og jeg i samtalerne med vores to børn på knap 5 og 7½ år, og det har vi gjort længe: Hvis en af os fx kommer til at råbe uden grund, undskylder vi bagefter og forklarer, at det var ikke i orden, jeg var træt og stresset, men det burde jeg ikke have ladet gå ud over dig. Vi nævner også ofte, at vi elsker dem, uanset hvad de gør og siger, også selv når de er rigtig frække – men at vi altså alligevel skælder ud, hvis deres opførsel ikke er i orden.
Hvis vi som forældre på den måde fungerer som oversættere af situationer og følelser (naturligvis uden at overinformere dem), håber jeg, at vores børn får redskaberne til at forstå og håndtere den slags situationer i mange andre sammenhænge i deres liv.
Enig?
🙂 Le
Jeg kunne ikke være mere enig. Når vores børn kan forstå at vi som voksne kan være fejlbarlige, så kan de også lære at rumme sig selv med alle deres fejl. Når de bliver afvist eller skældt ud handler det altså om det de “gør” og ikke om det de “er”.
Tak for den lille men vigtige krølle.
kh Katrine
Rigtig godt indlæg! Meget relevant for mig p.t. da jeg kæmper med en spiseforstyrrelse, hvor netop det her du skriver om er et stort problem. Det var rart lige at falde over, tak for det 🙂
Det glæder mig ejg skriver noget du kan bruge. Skulle det være en anden gang 🙂
Læs evt. mere om mit terapeutiske arbejde på min hjemmeside http://www.axholm.com
Kh Katrine
Hej Kathrine.
pudsigt egentlig, at lige falde over den blog, som er så relevant for mig.
Jeg er enig med dig i at vi hver i sær er selvansvarlige for vores følelser og tanker, også forladthedsfølelserne.
jeg eller barnet indeni mig, tager over og adfærden bliver som en 6 årig,
og det er sgu da ikke ret fedt at stå og blive 6 år, og opleve verden som en 6 årig og opleve den fra noget der er fra 1972.. der døde min mor og der kan jeg følge forladthedsfølelsen tilbage til, til det sår som lå der… dvs. skema angreb.
der er bestemt situationer som udløser det, når fks. en ven udviser en adfærd, som minder mig om,den adfærd min mor havde.. så kommer jeg jo til at projicere min mor over på vennen… og det er jo ikke særligt smart at køre sådan et mønster…. gu ve om jeg snart får det lært, at stoppe op, og ændre det ? … det er vist op til mig og kun mig at ville det..tænker jeg
.. ikke let at ændre vaner, det tager tid at ændre mønstre..
der er en side på nettet…subsex. dk som er fin at tage udgangspunkt i, synes jeg…
og for at skabe lidt forvirring for mig selv, så har læst kærlighed og samliv af Harville Hendrix, og som jeg kan læse det har han en anden tilgang til den problematik… hvad er dit synspunkt her ?
forøvrigt en fin blog du har, har kunnet bruge en del af det du har skrevet, rundt omkring på dine sider og fået en øjenåbner eller to undervejs..
med venlig Hilsen Benthe
Kære Benthe,
Tak for din meget personlige kommentar og hvor det glæder mig du kan bruge emnerne på bloggen.
Jeg kender ikke Harville Hendrix´bog, men jeg kan godt forstå du slås med en forladthedsfølelse, for du er da blevet så forladt, som man kan blive. Du har helt ret, det er kun dig, som kan ændre dine mønstre og trække dine projektioner hjem. At opdage AT du har det mønster og at du ser nutiden med fortidens briller (gør din ven til din mor, som forlader dig) er det første vigtige skridt. Så kan du drage omsorg for dig selv, når du kommer i kontakt med følelser, som hører dig som 6 årig til. Når du føler dig forladt i nutiden kan du sige: “Lige nu ved jeg, hvordan det var at være en lille pige, som blev forladt af sin mor”, så gør du dig selv opmærksom på at du reagerer på noget, som ikke hører til nu og dermed får du givet dig selv noget omsorg, fremfor at bebrejde dig selv, at du har det som du har det.
På den måde kan du i højere grad reagere, som den voksne kvinde du er idag og som er istand til at tage vare på sig, til forskel for den lille pige du var engang.
Håber det giver mening. Kommentér endelig en anden gang og held og lykke med det hele.
Kh Katrine
Kære Kathrine.
tak for dit svar, det giver i høj grad god mening det du skriver, at jeg tager mig af den lille pige og måske bliver en bedre mor for mig selv ?
stopper op og siger okay.. nu er den der igen og bare lader det være der og ikke spiller det ud… for hvem gider egentlig at spille min mor ?
jeg har bebrejdet mig selv og været frusteret over mig selv og har nok dunket mig selv oveni hovedet over det flere gange, fordi jeg ikke synes jeg levede op til mine egne forventinger,
at stå i følelsen og blive i den stoppe op og bare lade den være og grædeog lidt IKKE gøre noget og sige til mig selv.. okay nu er den her igen, sådan var det dengang og sådan er det ikke NU….er jo en fin løsning..når nu den forladte sårede pige, tager magten fra mig og jeg nu bliver kastet tilbage til fortiden.
Og jeg HAR faktisk kunnet klare det een gang, hvor jeg ikke fik spillet det ud, men bare blev i det og så gik det over af sig selv…. en lille trøst, bare een sejer..
øhh…det er da vist tale om alvorlige tilbage fald..
det er frustrerende, at falde i, og stå i mørket, når jeg synes at jeg på så mange andre områder, er i stand til at agere som en voksen og moden kvinde.. som egentlig er 44 år. 😉
og mine omgivelser skal jo ikke være ansvarlige for min fortid, eller mine problemer.
“hvor der er vilje er der vej, hvor der er lys i mørket, findes der en vej, hvor der er vej er der håb og det er bare en tæskehamrende dårlig vane og ansvaret er mit.”
Håber du har det godt og nyder den dejlige danske sommer i dit nye dejlige hus med drivhus og det hele.. skønt !
med venlig Hilsen Benthe
ps. har forøvrigt, fået både traume terapi hos en psykolog og nlp traume terapi og skema behandling hos en nlpér, og nu så rådet fra dig.. så må jeg sørme da snart være dækket godt ind.. og finde løsningen.. glæder mig til næste gang den kommer og mon ikke så jeg kan…smiler..:)
Kære Katrine.
Dit indlæg her er så svært for mig at læse, at jeg får kvalme lige på stedet.. Det rammer mig dybt i min sjæl, for angsten for at blive forladt former min adfærd på en helt urimelig måde.
Jeg har borderline, men derudover har jeg et livslangt erfaring med, at jeg ikke “må” være mig selv. Jeg har i juli skrevet flere indlæg om netop dette emne og hvad der sker når jeg ikke kan kontrollere angsten. Det er umuligt for mig at sige fra feks..
Her er et par links til mine indlæg, hvis du har lyst til at læse mere:
1. indlæg
http://defemibyen.blogspot.com/2010/07/mnd-og-kvinder-og-forventninger.html
2. indlæg
http://defemibyen.blogspot.com/2010/07/tidlig-stilhed.html
3. indlæg
http://defemibyen.blogspot.com/2010/07/den-taburiserede-vrede.html
Grunden til at jeg giver dig alle tre links, er at de hænger sammen over flere dage.
Andet vil jeg ikke skrive nu, kun takke for et indlæg, der trods min reaktion også giver mig noget at tænke over, for jeg ved jo godt at det kun er mig selv der kan ændre på det, men det er sværere end man skulle tro. Jeg blev syg i ’99, og kom efterfølgende i behandling hos en dygtig psykolog. To gange ugentligt i fem år tog det før jeg kunne fungere nogenlunde på egen hånd, men stadig den dag i dag, får jeg nedsmeltninger.
Det er opslidende, er hvad det er. Også for de pårørende..
Kh Henriette
Kære Henriette,
Fuck det er tunge sager og jeg kaster mig næsegrus over at du har modet til at arbejde med dig og at dele dig hér og på din blog.
Jeg vil læse dine indlæg og berøres.
Tak. Kh Katrine
Jeg har søgt hjælpen, svaret eller hvad der skal til, for at hele mig selv, i mange år og jeg er nu 44 år.
Jeg læser og bliver meget meget berørt af disse blogindlæg.
Jeg har/er været invalideret hele mit liv af dette forladthedssyndrom/traume.
Jeg er et meget ressource-stærkt menneske på godt og ondt.
Jeg har kæmpet om at få hjælp på mange måder, læger, psykologer, psykoterapeuter og er også blevet klar over hvad det i store træk handler om.
Jeg har 2 børn og har altid prioriteret dem og de vigtigste gøremål i hverdagen, så folk tror i bund og grund at det går godt nok.
Når mit traume går i “aktion” bliver jeg som besat af et monster, ude af stand til at kontrollere mine følelser og handlinger.
Min krop tror jeg er truet, er ved at dø, og jeg regerer som et barn, den lille baby jeg var da min mor ikke var ret meget tilstede psykisk.
Min mor var selv i krise da jeg var mellem 0-3 år, og jeg blev nogle gange også fysisk forladt, har min søster sagt. Lå alene om natten, når min mor var ude.
Min mor tog væk en uge til syden, da jeg var 1 år og jeg blev forladt hos en af hendes veninder.
Jeg bilder mig ind at jeg kan huske utrygheden på så mange sanselige planer. Lugten af veninden og mine omgivelser.
Jeg er kommet så langt nu, at jeg overvejer at leve mit liv alene, uden nogen kæreste.
Det er så energi-krævende at være i et parforhold…….fordi:
Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne da jeg var barn, for at få de dråber af kærlighed der var muligt, og det gjorde jeg ved at BEHAGE min mor hele tiden.
I dag har jeg behage-sygen med mig og har kæmpet mod den lige siden, men kampen er opslidende, også på mine partenere, fordi jeg ikke kan mærke mine grænser særlig godt og fordi jeg får mine “udbrud” – (forladthedstraume).
Udbruddet/monsteret overtager fornuften og følelserne og jeg bliver en baby/barn igen.
Det er så voldsomt når udbruddet sker, har lige haft det og til sidst i forløbet måtte jeg sidde i badet/vand i en time, så faldt jeg endelig lidt til ro.
Jeg har tigget min læge om hjælp, men jeg tror ikke han kan “SE” mig og jeg ved ikke hvad jeg i bund og grund skal gøre.
Jeg overvejer at bryde forholdet med min kæreste, udelukkende for at beskytte ham mod mine udbrud.
Er der råd at hente til mig?
Kh Tina
20.2.16.
Jeg er 84 år og har været forladt mange mange gange i mit liv. I de sidste 5 år har min mand, som jeg har været gift med i 46 år,- gang på gang, uge for uge forladt mig for at rejse op til en kæreste. Al hans ignoreren, alle hans afvisninger, at føle sig usynliggjort er noget jeg lever med hver eneste dag. Jeg har prøvet at kæmpe mig frem til hussalg, skilsmisse, flytten væk selv omm. men hver gang vender jeg tilbage til mit hjem fordi det er det eneste sted jeg føler mig tryg. Så resignerer jeg, går på mange slags kompromiser, for bare at kunne blive her. Og jeg erkender at nu er det for sent at gøre andet end at tude når jeg har det slemt og komme videre. Mit store stærke drive får mig til at fremstå som stærk både fysisk og psykisk,- ingen -ikke engang mine børn og bedste veninder forstår hvor skidt jeg har det. Jeg kaster mig over mine projekter,- jeg er musiker og spiller i flere orkestre og her får jeg givet udtryk for mine inderste følelser,- til tider strømmer tårene ned i violinen og jeg må sige ” undskyld, jeg har allergi”. I morges tænkte jeg meget på den enormt rædselsfulde følelse det var at blive forladt. Der er to slags måder at blive forladt på. Alle dem der dør fra een, tre små børn har jeg mistet ( derfor hæger jeg om de to voksne jeg har tilbage ) eller min far der døde da jeg var eet år,- mine kærlige bedsteforældre der døde da jeg var 16 år ,- vidunderlige venner der døde fra mig,- ja, og så alle de andre der med vilje forlod mig,- min første, anden og nu tredie ægtemand,- min mor der valgte et liv uden mig,- veninder der svigtede eller bare forlod mig,- ja, jeg har en alenlang liste af mennesker jeg har elsket som bare en dag forlod mig til fordel for andre veje de måtte gå. Jeg har vænnet mig til at man forlader mig og jeg holder alligevel aldrig op med at være der for dem,- jeg har stadig kontakt med een af mine tidligere mænd, og heldigvis osse god kontakt med to af vores voksne børn. De to andre har forladt mig til fordel for min nuværende mands kæreste som på alle måder forsøger at få skiftet mig ud fra familien. I dag ved jeg slet ikke om jeg orker at gøre mere. Jeg er et vægt/venusmenneske og jeg forsøger altid at finde undskyldninger og forklaringer på, hvorfor jeg er blevet svigtet, for jeg ved jeg er glad, humoristisk, en flot kvinde trods mine mange år,- men jeg føler mig totalt uelsket og ligegyldig. Det drive jeg har i mig ved jeg ikke hvor kommer fra, men selvom jeg tuder hver eneste morgen, kan jeg stramme mig op til at vise et glad overskudsmenneskeansigt resten af dagen. Min indre sorg og mit store savn lever jeg med. Så længe skjutan kan gå….med venlig hilsen Inger.
Kære Inger, Tak for din kommentar til indlægget og for din åbenhjertige og ærlige historie. Puh ha! Det lyder hårdt og så enormt ensomt for dig. At du føler du er nødt til at gå på kompromis for ikke at blive forladt. Man kan sige at du forlader dig selv gang på gang, for ikke at blive forladt af dem du holder af. Det er en høj pris at betale og det gør mig ondt for dig. Jeg ønsker for dig at du kunne se, at det at forlade sig selv, som du gør det, er det værste svigt at dem alle. Du kan ikke engang regne med dig selv. Det er barske vilkår at leve under.
De kærligste hilsner og alt det bedste til dig. Katrine
Fredag 4. marts 16.
Kære Katrine,- tak for dine venlige og ,- på en måde – opmuntrende ord til mig. Det sidste fordi jeg blev bestyrket i mit håb om, at jeg en dag får kræfter til at bryde den negative cirkel jeg er havnet i. Tror du virkelig at jeg lider af et forladthedssyndrom,- at det, at jeg tilpasser mig og lever som en slags gidsel i mit eget hjem, ( min mand vil jo ikke flytte/skilles men leve sit dobbeltliv) skyldes at jeg ikke nogensinde har været i stand til at tage valg væk fra det der er smerteligt for mig,- at jeg hellere bliver i det. Jeg ser selv en slags selvpineri i det jeg gør. HVIS det er sådan et syndrom, tror du så jeg kan blive behandlet for det hos en psykolog/psykiater. Har gået lang tid hos coach men det ender altid med bemærkningen,- ” Det er dit eget valg du skal træffe “. Men det er jo det jeg så gerne vil, men ikke kan. Er jeg i virkeligheden blevet for gammel? Er det mon det det handler om. Til sidst et lille eksempel: Min mand går omkring kl. 9 om morgenen, uden et ord, uden et farvel. Han kommer hjem om aftenen men kommer ikke ind og siger hej eller noget. Næste morgen gentager det sig,- vi havde ingen kontakt overhovedet i 2 dage. Jeg var trøstesløs og havde svært ved at komme dagene igennem. Den oplevelse skærpede min erkendelse. Jeg var egentlig ligeglad med hvor han skulle hen og med hvem, men at blive usynliggjort,- ikke føle sig noget værd,- ikke engang en besked værd- slog mig totalt ud, jeg havde lyst til at køre langt væk i min bil og aldrig komme tilbage,- MEN så kom alle tankerne om at mine børn og familien havde brug for mig,- og hvor skulle jeg gøre af mig selv osv osv. Sådan går det hver gang. Men i dag har jeg sagt til min mand, at den væremåde vil jeg ikke finde mig i,- hans svar,- jeg skal nok huske du bliver ked af det,- skal jeg blive glad for det,- det blev jeg slet ikke. Kjærligst Inger.
Kære Inger, Sikke et liv du lever. At trygheden og familien er vigtigere end hvordan du har det.
Jeg vil tro at du tidligt har lært at undetrykke dine egne behov og følelser til fordel for fællesskabet. Din far og mor. Det var sikkert godt du gjorde det dengang, men det er noget værre møg nu, fordi du er så ulykkelig inden i.
JA jeg tror godt du kan lære at holde mere af dig selv og gøre det du har lyst til, brug for og at sætte dine grænser. Det tror jeg aldrig man bliver for gammel til.
Jeg er til gengæld sikker på at der skal mere end en coach til. Eller en psykolater, jeg er bange for at vedkommende ville skrive antidepressiver til dig og det løser ingenting. Det her handler ikke om at “beslutte” sig for noget. Det handler om at hele nogle gamle sår fra din barndom, som forhindrer dig i at leve dit liv. Det kræver du får fat i en dygtig terapeut.
Du er velkommen hos mig og jeg hjælper dig gerne med at finde en kompetent i nærheden af hvor du bor. Jeg ønsker dig alt det bedste. Mange hilser Katrine
7.marts 16
Tak for dit svar og dit tilbud, som jeg hjertensgerne vil tage imod. Jeg bor i Dragør så måske kan du finde mig en god terapeut her på Amager eller på Sjælland,- jeg har jo bil og kører gerne til en adresse du henviser til. Jeg er meget taknemmelig for din støtte og jeg prøver hver eneste dag at sætte mine grænser,- men det rykker ikke rigtigt,- man ta`r mig ikke alvorligt. Måske fordi jeg i så uendelig mange år har fundet mig i, stort set, hvad som helst. Og det er ligesom om at ” tingene ” kører med mig,- jeg be`r ikke om noget, men andre stiller krav til mig hele tiden og jeg kan jo f.eks. ikke svigte en syg datter,- eller et barnebarn der har behov for sin mormor. At gøre andre ” tjenester ” er blevet en vane, at spørge til hvordan andre har det og hjælpe dem er blevet en del af mit liv, men af og til tænker jeg,- mon nogen kan se hvor skidt jeg har det,- mon der en dag er nogen der spø`r mig hvordan jeg har det. Så ja, jeg vil gerne ha`hjælp. Mange hilsner INGER
De ord, er dem jeg har ledt efter i mange år.
Tak
J.
Værsgo. Det glæder mig du fandt de ord, du havde brug for. Alt det bedste til dig. kærlig hilsen Katrine
Kære Katrine. Jeg har mærket angst, vrede, ked af det i mange år. Først for 3 mdr siden fandt jeg ud af at barndommen sætter sine spor ind i voksenlivet. Alkoholiseret far som aldrig overholdt sine aftaler. Jeg passede på ham når han var fuld og når han skulle passe mig og min lillebror kom han ikke, så jeg blev voksen meget tidligt i min barndom. Har altid følt at jeg ikke passede ind, lærte ikke mine egne grænser at kende og ved stadig ikke helt hvem jeg er og hvad jeg står for, og jeg er nu 45 år.
Er startet i terapi for 1 md siden og græder virkelig meget, men har svært ved at sætte ord på hvorfor. Det er mega hårdt at være i al den ked af det hed og en følelse af uduelighed.
Mit håb er at jeg en dag kan føle lethed og glæde og at kunne arbejde igen 🙏
Kh Anja
Kære Anja, Tak for din kommentar og din tillid. Den sætter jeg stor pris på. Det er en hård tid, du gennemgår og det kan være svært at forstå det hele. Men jeg er til gengæld helt sikker på at det lønner sig og at du derfor, vil komme ud på den anden side og mærke letheden og livet og kærligheden igen, netop fordi du har helet dine gamle sår. Barndommen har kæmpestor betydning for, hvordan vi oplever livet som voksne, så der er meget forståelse at hente der. Og de gamle svigt sætter dybe spor. Jeg ønsker dig alt det bedste. Kærlig hilsen Katrine