Annas dilemma – hvornår er det i orden at vælge mig selv i parforholdet?

Min veninde Anna har et dilemma. Hendes mand vil så rasende gerne have hende med til det årlige jule tam tam hos hans venner. Hun gider ikke. Hun gider slet slet ikke. En hel adventssøndag med mennesker hun kun ser denne ene gang om året og som hun ikke rigtig har noget til fælles med. De er hverken dumme eller ondskabsfulde, bare uinteressante og ikke særlig ivrige efter at lukke hende ind i vennekredsen. Annas mand vil meget gerne have hende og børnene med. Han vil gerne se sine venner og synes hun og børnene skal tage med, om ikke andet, så for hans skyld.

Det er en klassiker. Et dagligt valg i parforholdet. Hvornår skal jeg vælge mig selv og hvornår skal jeg vælge min partner? Hvor mange kameler skal jeg sluge for den gode stemning i forholdet og hvor er det i orden at sige fra, også selvom det gør den anden ked af det eller skuffet?

Anna har ikke besluttet sig endnu og hun er bange for at være en tarvelig kone, hvis ikke hun bidder i det sure æble og tager med, når nu hendes mand så gerne vil. Hvad med næste gang hun vil i IKEA og købe dimser til hjemmet, så gider han måske ikke tage med. Ikke fordi det skal være en handel med ”når jeg gør det for dig, skal du gøre det for mig”, men mere et spørgsmål om, hvor fleksibel og rummelig man er overfor hinanden og ikke mindst hinandens forskelligheder. Vil jeg godt strække mig lidt for dig, for jeg ved, du også strækker dig lidt for mig. Måske er det en del af kærlighedens væsen at ville det for hinanden. Som en god ven engang sagde til mig: ”Når jeg møder en ny kvinde i mit liv, så skal hun give mig lyst til at gøre noget, som jeg ikke troede jeg havde lyst til”

Det er helt individuelt, hvor grænserne skal trækkes og det er kun den enkelte, som kan mærke hvor de skal være og sætte dem. Det interessante er, hvad der sker, hvis de bliver sat for ofte eller hvis de bliver sat for sjældent. Hvis vi i parforholdet er uvillige til at gå på kompromis, vil vi bevæge os længere og længere væk fra hinanden og ende med at leve hver sit liv under samme tag. Måske endda med en elsker/elskerinde ved siden af, for at skabe noget af den nærhed, som ingen af os kan undvære, men som netop skabes, når vi nærmer os og indretter os efter hinanden i de rette mængder. Parforholdet er kompromisets kunst.

Hvis ikke vi finder balancen mellem vores berettigelse og vores grænser, så vil vi også i een eller anden udstrækning bevæge os væk fra hinanden. Det vil måske være mere umærkeligt, fordi afstanden ikke umiddelbart kan ses i det fysiske liv, men vil starte følelsesmæssigt inden i os. Jeg har mange par i terapi, hvor den ene part er i tvivl om han eller hun elsker sin partner af den simple årsag, af de ikke har fået sat de nødvendige grænser i tide. Når ikke grænserne bliver sat vil vi til sidst ikke kunne holde ud at være sammen med ham eller hende, som overskrider dem og derfor trækker vi os følelsesmæssigt væk og så dør kærligheden. Den part i forholdet, som er god til at sætte sine grænser står så uforstående tilbage og spørger: Jamen hvorfor sagde du ikke noget?

Ja, hvorfor siger vi ikke noget. Det gør vi ikke, fordi de fleste af os er bange for at blive afvist. Det var vist emnet til et andet blogindlæg. Mere om det en anden fredag.

Vejen frem er altså at sige til og fra. Som jeg skulle have sagt til Anna i telefonen, så sig det højt. Sig: ”Jeg har ikke lyst til at tage med, men jeg gør det, fordi det er vigtigt for dig” eller ”Jeg tager ikke med selvom jeg godt ved det betyder meget for dig. Jeg har simpelthen ikke lyst”. Man kunne også vende det til et spørgsmål: “Vil du gerne have mig med, selvom jeg ikke har lyst?”, men husk blot på at det i sidste ende er dig, som tager beslutningen.

Læs mere om hvad du kan gøre for dit parforhold på www.axholm.com