Se mig, hør mig. Jeg føler mig værdifuld, når andre synes jeg er det!
Da jeg gik i måske 4. eller 5. klasse var jeg meget forelsket i en dreng, med det dejligste mørke hår. Kan ikke huske hvad han hedder, men han spillede fodbold og en dag var jeg på stadion, hvor han spillede med nogen fra sin klasse. Jeg ville så rasende gerne at han lagde mærke til mig, så jeg sad på tilskuer rækkerne og galpede op, for at være sikker på han vidste jeg var der. Efter nogen tid råbte han op til mig på melodien af den gamle sang ” Katinka, Katinka luk vinduet op”, nu med en ny og langt mere rammende tekst ”Katrine, Katrine, klap gællerne i” AV! Jeg glemmer det aldrig, for jeg ledte febrilsk efter et musehul at krybe i, hele den eftermiddag.
Her godt og vel 25 år senere suser jeg af sted over parkeringspladsen på min børns skole på rulleskøjter, for at være sikker på at nå at overhale en bil med en meget lækker far i. Jeg vil så rasende gerne at han lægger mærke til mig.
Jeg er måske blevet mere raffineret med årene i min måde at tiltrække mig opmærksomhed på, måske slet ikke. Det vigtige er at formålet er det samme. Et sted inden i mig har jeg nemlig brug for at andre mennesker lægger mærke til mig, for at jeg kan få bekræftet at jeg er her. Det er altså ikke nok at dimse stille rundt for mig selv langs panelerne. Næ, jeg skal ud over rampen, så jeg kan blive set og hørt. På den måde kan jeg blive bekræftet i, at jeg er her på jorden. Jeg har brug for jævnligt at få af vide at jeg er klog og smuk og sjov, en god mor, kone, veninde, datter og alle de andre roller jeg har i mit liv. Det bruger jeg så råt og brutalt menneskerne omkring mig, til at få.
Det er klart at jo mere jeg har arbejdet med mig selv, jo mere fred har jeg fået med at være den jeg er. Jeg behøver altså knap så mange halsbrækkende styrt for at få mit dope. Det bliver bare så helt utrolig tydeligt for mig, at jeg stadig, som 37 årig så gerne vil have at far og mor skal se mig og fortælle mig, hvor dygtig (læs: elskelig) jeg er. Jeg har altså brug for andres bekræftelse, for at mærke min værdi.
Jeg tror ikke på vi mennesker nogensinde har nok i os selv. Vi vil altid have brug for andre til at opfylde vores behov. Vi har brug for at spejle os i andre mennesker, fordi det er i samværet vi især mærker os selv og ikke mindst udvikler os.
Jeg synes bare det er bemærkelsesværdigt, at jeg kaster mig hovedkuls af sted på rulleskøjter, med fare for at falde og brække arme og ben, for det lille, men åbenbart MEGET vigtige behov jeg har for at blive registreret – især af en lækker far.
Ha-ha Katrine, hvor er det sandt og hvor er det sjovt! Det er præcis sådan, jeg også er… Har også raffineret mine tricks, for nogle gange får man mere opmærksomhed på at være lidt stille og mystisk – mens man må larme helt vildt andre gange, man må gøre, hvad der skal til – for opmærksomhed, den skal man have..
hvor er det sjovt og patetisk og egentlig også helt vildt fedt og livsbekræftende!!
🙂
Du er sød. Tak fordi du er så ærlig. Og er vi ikke alle sådan? Opmærksomhedskrævende små mennesker, der bare vil anerkendes. Sådan er jeg i hvert fald også. Og har mange lignende eksempler som det med rulleskøjterne.
Hahaha – DITTO! Til det hele. Og jeg tror det samme som dig. Karen Blixen troede også på, at vi aldrig havde nok i os selv. Hun mente, at vores identitet bliver skabt, når vi spejler os i hinanden. For når man ser sig selv med den andens øjne (uanset om de øjne fortæller at man skal klappe gællerne i, eller at man er sød/sjov/smuk/klog/en god mor/fantastisk kone), forstår man hvem, man er. Det tror jeg langt hen ad vejen er rigtigt. At vi definerer os selv i forhold til omverdenen. For hvordan skal man vide hvem man er, hvis aldrig man har set sig selv med andres øjne?
Uh ja, og hvis man nu har den rigtige bil, det smarte tøj, den rigtige bopæl, det rigtige interiør, de rigtige venner, og børnene går i det rigtige tøj og udvikler sig hurtigere og bedre end andre – så MÅ det jo være, fordi vi er perfekte, både som personer og som forældre.
Mon man nogensinde får nok i sig selv og ikke behøver andres anerkendelse og bekræftigelse for at føle sig ok? Tror, at det er helt naturligt menneskeligt vilkår – nogle er bare tanket mere op med selvværd end andre og indtager en teflon-indstilling til de fleste vilkår i tilværelsen.