Det er en gave at kunne modtage

Jeg blev forleden enig med en veninde om, at ud over alt det vi helt åbenlyst har til fælles, så har vi også en ny udfordring foran os. Vi er nemlig begge utrolig dårlige til at modtage. Det falder mig så let og ubesværet lige at passe en venindes børn, hente en trailerfuld flis til en anden venindes have, forære bort alt det jeg ikke selv længere kan bruge og sidde op den halve nat og lytte til en jeg holder af, der har brug for at lette sit hjerte. Det falder mig så langt sværere at modtage en posefuld lækkert aflagt tøj, blive inviteret ud og spise eller spørge en veninde, om hun vil hjælpe mig med at flytte. Det gælder også når det jeg får, bliver givet som tak for hjælpen.

Nu kunne jeg jo lyde, som en opofrende Mother Theresa, som helt har glemt jeg selv eksisterer, men det er slet ikke sådan det hænger sammen for mig. På mange måder kan man sige, at jeg er meget selvoptaget, på den usunde måde. Jeg indgår faktisk en uudtalt handel, med dem jeg hjælper.

Det er nemlig sådan at når jeg hjælper andre mennesker, så føler jeg mig vigtig, måske grænsende til uundværlig. Jeg får knus og tak og ej, hvor er jeg glad for din hjælp i rå mængder. Det kan jeg så sole mig i lææææænge. Jeg får altså betydning, når jeg hjælper. Vi er lidt ovre i: du skal spise din aftensmad (som du ikke kan lide) for at få dessert. Jeg skal altså yde, for at jeg kan nyde den skønne ros. Sagt på en anden måde og mere alvorlig måde, så er jeg ikke vigtig og berettiget til ros, hvis jeg ikke yder.

Når jeg får et kompliment kan jeg finde på at svare: ”Ej, den kjole, den er altså tusse gammel” eller ”Ih, jeg synes ellers mit hår kruser sådan i dag” i stedet for at bare at sige ”Tak!” – og nyde det. Hvor fedt er det egentlig at give nogen et kompliment, hvis de tilbageviser det med adskillige argumenter?

Hvis jeg får hjælp, så sætter det flere ting i gang hos mig. For det første, så skylder jeg jo i mit indre regnskab, når jeg får hjælp af nogen. Ikke at det holder mig vågen om natten, men jeg bliver ligesom mere rolig, når jeg ved jeg har noget på kontoen hos andre. For det andet og straks værre, så handler det også om min berettigelse til at få noget som helst. Jeg er altså helt nede i et eksistentielt spørgsmål om, hvorvidt jeg er berettiget til at få hjælp, af nogen som helst. Gider de overhovedet hjælpe mig og er det nu ikke for meget forlangt af mig og nu må jeg vist også hellere lige skrue forventningerne ned osv. Sådan kan det kværne i mit hoved og så er det at der bliver så dejligt stille derinde i mørket, når jeg hjælper andre og kan nyde min værdifuldhed og at jeg virkelig får gjort min spejdergerning her på denne jord, ved at være noget for andre.

Problemet er også at det ikke er spor sjovt at give til mig, hvis jeg ikke rigtig kan nyde det jeg får, pga. af alle mine kvaler. At kunne glædes i sit hjerte over en dejlig gave, en kage en veninde har bagt, en hjælpende hånd i nødens stund er jo livsvigtigt for mig – for os alle. På den måde kan vi være endnu tættere på andre mennesker og på en helt ny måde kan jeg føle mig værdifuld, fordi et menneske, jeg holder af, beriger mit liv.

Jeg er nødt til at starte med mig selv. Jeg skal vide jeg er vigtig allerinderst inde, før jeg kan modtage med et åbent og rent hjerte. Jeg skal turde tro på, at jeg er berettiget til at modtage uanset om jeg yder eller ej. Jeg må lære at der faktisk er nogen mennesker, som holder af mig og som derfor gerne vil hjælpe mig og være der for mig, når jeg har brug for dem. Uden at få andet igen end samværet med mig og den glæde over at hjælpe, som jeg jo kender så godt. Måske er det nogen gange i orden at spise en soft ice FØR frokost.