Av, for en svær grænse

Min veninde og jeg havde forleden en meget interessant snak, som handlede om at sætte grænser. Min veninde følte sig krænket over noget hendes mor havde sagt og havde efterfølgende mange kvababbelser over at skulle sige fra overfor hende. Min veninde er enlig mor, har kun sporadisk kontakt med sin far, og har derfor meget brug for sin egen mor, til hjælp med bl.a. pasning.

Dilemmaet var derfor at når nu hendes mor hjalp hende så meget, kunne hun så tillade sig at sige fra overfor hende. Skyldte hun ikke sin mor at være ekstra large (læs: ikke nærtagende over utidig indblanding) og derfor se igennem fingre med det ubehagelige bemærkning. Hvis min veninde satte grænsen ville hendes mor højst sandsynligt blive enormt ked af det og opfatte grænsen som en personlig kritik. Min veninde ville måske endda risikere at hendes mor blev vred og trak sig fra kontakt med hende og hvad ville der så ske med hente-dagene i børnehaven og den øvrige hjælp hun fik.

Vi er uendelig mange kvinder i denne verden, som hellere ville bide tungen af os selv end sige fra over for vores mor. Vi er opdraget med skyld med skyld på og de fleste af os kender til et utal af variationer over emnet: hvordan kunne du gøre det, efter alt hvad jeg har gjort for dig?

Noget af det værste børn ved, er at gøre mor ked af det eller skuffet. Vi kan holde ud at blive skældt ud, selvom det er krænkende, men når mor bliver ked af det, så føler vi os magtesløse og vil hellere save armen af, end se mor græde eller risikere at hun ignorerer os. Det er på mange måder forståeligt nok, problemet er at vi bliver ved med at være bange for at gøre mor ked af det, selvom vi er voksne. Mange af os betragter ikke mor, som en ligeværdig voksen, vi kan sige til og fra overfor, hun er een vi skal passe på og beskytte, samtidig med at hun også ind imellem er MEGA irriterende. I virkeligheden er det os selv vi passer på, når vi ikke siger fra overfor vores mor. Vi kan nemlig ikke holde den gamle velkendte følelse af magtesløshed eller forladthed ud, som vi lærte at kende som børn, når vores mor var ked af det. Derfor lister vi lige så stille rundt om den varme grød og sluger en masse kameler undervejs, for at undgå at såre mor og dermed undgå den forhadte følelse.

Det betyder også at mange af os har ophobet en masse indre frustrationer over alle de gange vi føler os trådt over tæerne eller på anden måde grænseovertrådt af vores mor. Hvis vi så en dag får hældt dråben på, som får bægeret til at flyde over, så risikerer vi at eksplodere i et inferno af vrede og at få sagt en masse ting, som måske ligger mange år tilbage og som kommer ud af munden, på en sådan måde at vi kan være HELT sikre på, at vores mødre bliver både vrede, sårede kede af det OG føler sig kritiseret.

Inden for psykoterapien siger vi, at når du har lært at sige fra overfor dine forældre på en voksen og konstruktiv måde, så vil du ikke have problemer med at sige fra overfor nogen. Det at blive voksen handler nemlig også om at forandre billedet af far og mor på en sådan måde, at de kommer i øjenhøjde og bliver ligeværdige.

Jeg har brugt flere år på at lære at sige til og fra overfor min mor. Jeg vil stadig allerhelst springe over, hvor gærdet er væltet, når det kommer til at sætte en grænse. Jeg ved samtidig også at jeg ikke gider være sammen med hende, hvis jeg går og brænder inde med en irritation over noget hun har sagt eller gjort. Jeg øver mig derfor til stadighed i at få svesken på disken og dermed ud af verden, så jeg ikke går og bliver irriteret. Når jeg får ryddet op undervejs, som konflikterne opstår, så kan jeg også meget bedre få plads til at mærke min kærlighed og taknemmelighed til hende.