Når jeg ikke ved hvem jeg er, kan ingen elske mig

Jeg er så stolt af mine singlekvinder. Det var alligevel en mærkelig sætning, men det er jeg altså og forklaringen følger naturligvis. Jeg har nemlig med en kollega startet et koncept med samtalegrupper for singler. Der er en gruppe for singler, hvor kærligheden aldrig rigtig er lykkedes, en for dem som har været i et længere forhold med børn, som vil finde kærligheden igen uden at begå de samme fejl. Og vi har en gruppe for modne singler, som kender kærligheden godt og som ønsker sig en partner i en sen alder. 

Vi er i øjeblikket i fuld gang med en singlegruppe for kvinder i alderen 30+. Disse kvinder har ikke særlig meget erfaring med kærlighed i et længerevarende forhold og de er med i gruppen for at få en større forståelse for, hvad der er deres eget bidrag til at kærligheden ikke lykkes.

Det er her jeg tager hatten af for mine singlekvinder. I gruppeterapi sammenhæng (og i andre sammenhænge også) er der den gyldne regel, at jo mere du deler ud af dig selv, jo mere får du igen fra andre. Jeg skal hilse og sige, at disse kvinder viser mod og tør dele ud af sig. Allerede efter to gruppemøder har de fleste af dem været i en meget personlig proces, hvor de har fået en enorm indsigt i, hvem de er og hvordan de fungerer. De er ved at lære at den eneste vej til at skabe sig det liv, de gerne vil leve, er at lære sig selv at kende. Formålet med gruppen er derfor at de skal påbegynde en rejse ind i sig selv. Når de kender sig selv kan de træffe de valg, som er gode for dem og sige nej, når noget ikke er godt. Det er nemlig ikke nødvendigvis fordi de har mødt de forkerte mænd i deres liv, at kærligheden ikke er lykkedes. Det relevante for disse kvinder er derfor at få øje på deres eget ansvar i måden de lever deres liv, uanset om det er med en mand eller ej.

Kvinderne i singlegruppen 30+ har bl.a. opdaget, at de er for ”pleasende” i parforhold. De har så meget fokus på, hvad manden gerne vil, at de har mistet sig selv i forholdet. De troede, at når bare de fulgte deres kærestes ønsker, så ville han elske dem. Faktum er, at det er uendelig svært at være i et parforhold, hvor man ikke viser hvem man er. Enten løber man selv surt i hele tiden at indrette sig efter sin partner og dermed ikke får opfyldt sine egne behov, eller også begynder partneren at kede sig og blive frustreret, fordi han ikke får noget ligeværdigt samspil i forholdet.

Nogle af kvinderne i gruppen har hele deres liv sørget for, at mænd aldrig kommer helt ind under huden på dem. De giver sig ikke hen, fordi de er bange for at blive sårede og forladte. På den måde har de aldrig prøvet at opnå den nærhed, ømhed og intimitet, som netop gør et parforhold unikt. Disse kvinder er ved at lære, at de bliver nødt til at løbe risikoen for at blive afvist, fordi der er så meget mere at vinde, når de kan lukke en mand helt ind i deres hjerte.

I gruppen har vi lavet øvelser, som handler om, hvor den enkeltes personlige grænse ligger. Vi har simpelthen øvet os i at mærke vores grænser og derefter at sætte dem overfor hinanden på en konstruktiv og ikke krænkende måde. En anden typisk fejl i parforholdet handler nemlig om, at jeg lader mine grænser overskride så mange gange, at jeg til sidst kun kan se én udvej og det er at bryde forholdet. Sagt på en anden måde, når jeg ikke får sat mine grænser, så kan jeg til sidst ikke holde ud at være sammen med ham, der overskrider dem. Det har ikke nødvendigvis noget med ens partner at gøre, for han kan jo ikke respektere en grænse, som han ikke ved, eksisterer. Problemet er at samværet med ham minder os om, at vi ikke får sagt fra i forholdet og derfor bryder vi ud. Mange mennesker finder det faktisk nemmere at bryde et parforhold frem for at at lære at sige til og fra. De synes det bliver for besværligt og måske farligt, fordi de så risikerer at blive afvist og måske endda forladt. Derfor vælger de selv at afvise og forlade, fordi det trods alt er nemmere – tror de.

Deltagerne i gruppen har fået øje på den røde tråd i de mænd de forelsker sig i og hvor den ene kvinde finder mænd hun skal redde, så opdager en anden at det er de farlige ”mototcykelmænd”, som bliver ved med at svigte hende, hun bliver tiltrukket af. Denne kvinde har oplevet meget svigt i sit liv og derfor ligger der en tryghed og forudsigelighed i at blive svigtet igen og igen – fordi det er svigtet hun kender. Fællesnævneren for disse skønne kvinder er, at de er singler. Deres problematikker kan umiddelbart virke meget forskellige og alligevel er der nogle helt mellem-menneskelige sammenfald, som vi alle sammen lever under. Vi er alle sammen i yderste konsekvens alene og når vi vil have et andet menneske til at fjerne ensomheden, så sætter vi os selv på en uløselig opgave. Lidt firkantet sat op kan man sige, at det kun er os selv, der kan skaffe os det vi har brug for. Det lyder måske skræmmende, men der ligger også en masse frihed i det faktum og det er disse singlekvinder ved at få øje på.

Singlegrupperne handler ikke kun om parforhold, men om forhold i det hele taget. Det være sig forholdet til kolleger, venner, forældre og ikke mindst om forholdet til sig selv. For alle forhold gælder det: Når ikke jeg ved hvem jeg er, kan kan ingen elske mig eller sagt på en anden måde: jo tydeligere jeg er, jo mere er der for andre at elske.

Læs mere på www.singlegrupper.dk