Flere klaps i måsen tak!

Jeg gad vide om det er en kvinde-ting på den 2009-agtige måde, det med altid at være et hestehoved foran vores ægtemænd. Vi kvinder har overblikket og styringen af det fælles liv med hjem og børn. I disse ligestillings tider burde vi jo kunne se alle fordelene i at deles om det hele, især når nu de fleste af os arbejder fuld tid ligesom vores mænd. Jeg har tænkt mig at fundere lidt over, hvad fordelene og ulemperne er ved dette forkromede overblik, for jeg har en temmelig velbegrundet mistanke om, at det dræber en stor del af passionen derhjemme i dobbeltsengen, når vi kvinder har det praktiske overtag i familien.

Så hvad driver os til at huske tante Margrethes fødselsdag, forældremødet på skolen, at der skal købes karklude og vinterstøvler til lille Emma? Hvorfor synes vi at tingene bliver gjort for 5 kroner bedre, når de bliver gjort på vores måde? Een af fordelene for mig er klart, at når jeg sørger for at få tingene gjort, så får jeg det, som jeg vil have det. Jeg behøver ikke have en mening om min mands valg af vores datters tøj, for jeg har selv lagt det frem på sofaen til hende i går aftes. Jeg melder mig til festudvalget i min søns klasse, for så ved jeg at der bliver lavet nogle arrangementer, som jeg har lyst til at deltage i (læs: masser af sjusser og et stort dansegulv til forældrefesten). Jeg tager initiativet til at støvsuge, for så ved jeg at panelet bag sofaen også bliver det. Jeg planlægger hvad familien skal have at spise på de aftener, hvor jeg ikke selv er hjemme, men har aldrig oplevet at min mand gjorde det samme for mig (hvad er egentlig den gode grund til det?).

Der hersker ingen tvivl i mit sind om at det handler om magt og om anerkendelse. Jeg får en masse magt over, hvad der foregår i familien når jeg planlægger og laver de fleste praktiske ting. Jeg får gjort mig dejlig uundværlig, når jeg i den grad curler og får tingene til at ske. Så savner de mig virkelig, når jeg ikke er hjemme, så hvilken vigtighed jeg får. ”Nej mor, du skal gøre det” er jo vitterlig en bemærkning, der kan få et moderhjerte til at svulme. Problemet er at jeg gør mig så pokkers sårbar, når jeg hele tiden har brug for anerkendelsen fra min omverden. Tænk hvis de en dag ikke roser min mad, ikke synes jeg skal hjælpe med tøjet og tænk, tænk oh rædsel, hvis de en dag tager mig for givet eller slet ikke har brug for mig længere (en smule hovedregning giver 9 år til min søn og 11 år til min datter, så jeg kan vel nå at lære at give slip endnu).

Det er også problematisk de dage, hvor jeg er træt af at have styr på det hele. Især hvis jeg har glemt noget vigtigt synes jeg det ville være helt på sin plads, at min mand uden opfordring havde taget sig af det. Nå ikke! Jeg kan også tendere offer-agtig, for her lægger jeg vasketøj sammen og rydder køkkenet efter aftensmaden og laver lektier med børnene og pakker tasker og lægger tøj frem og min mand, ja han tager sig en slapper på sofaen med avisen. Jeg sukker dybt når jeg går forbi, så han kan mærke hvor hårdt jeg har det. Han lægger ikke mærke til det, man kunne fristes til at sige at heldigvis går han ikke med på mine manipulationer, så jeg får lov at være offer i fred. Kort sagt kunne man sige at enten har jeg valgt mig en doven mand eller også er han bare meget bedre til at slappe af end mig. Hvis nu jeg har kørt mig selv rigtig langt ud af offer-spiralen, så gider jeg ikke nusse, når vi kommer i seng, for jeg er fornærmet over at jeg har lavet ”det hele”. Det er lige præcis her indsigten i mig selv ligger:

 Jeg vælger at bruge mit liv på at knokle rundt og have styring med alting – det er altså noget jeg selv har truffet en beslutning om at gøre ( jeg kan altså også vælge lade være). Derudover mopser jeg over at jeg gør det og går hermed glip af dejlig tid med min mand, kys og kram og glade stunder med familien. Hvis nu jeg bare en gang imellem kunne lade nullermænd være nullermænd og vasketøjet blev liggende på gulvet og give børnene havregryn med mælk til aftensmad, så ville mit humør måske være bedre (altså hvis jeg for alvor kunne give slip og ikke blive irriteret over støvet i vindueskarmen) og jeg ville få langt flere klaps i måsen og kys end jeg får, når jeg synes det er synd for mig (det synes nemlig hverken min mand eller jeg er særlig attraktivt).

Hvis nu jeg frem for at have fokus på, hvad jeg synes min mand skal gøre anderledes, så koncentrerede mig mere om, hvad jeg kan gøre for ham og for os. Slapper lidt mere af og giver hvad jeg gerne vil have i mit parforhold. Hvis der mangler initiativ, oprydning eller en hurtig swingom på stuegulvet til Michael Jackson, så sørger jeg selv for at starte det. Jeg er god til overblikket og til at huske navnene på de andre forældre i klassen og min mand er god til at lave en gynge i et træ i haven, til at betale regninger og til at kysse mig i nakken, når jeg vasker op. Er det ikke godt nok til mig?

Anerkendelsen kan jeg bede om på mange måder og magten i parforholdet er uinteressant, for der er så koldt på toppen. Der er meget sjovere nede på gulvet med et puslespil (og krummer) eller i arm-krog i sofaen og Beck i fjernsynet (jeg kan alligevel ikke se ud af vinduet, fordi de trænger så voldsomt til at blive pudset).