Mor gemmer slik og spiser det i smug

”Mor, jeg er sulten, må jeg godt få noget mad?”, ”Nej skat, vi skal spise om en halv time, men du kan få et æble og en gulerod” Knægten daffer ind i stuen med sin skål med frugt og grønt. Da han er ude af køkkenet rækker jeg op til mit hemmelige sted oven på køleskabet og propper anden halvdel af den magnum Holly Bar, jeg har liggende deroppe, i munden. Frikadellerne steger på panden.

Jeg har spekuleret på, hvem det er jeg forsøger at snyde: Jeg bliver fed og træt af Holly Bar og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at mine børn har gennemskuet mig for længst. Måske ikke på ” mor spiser slik i smug”- måden, men helt klart på måden jeg ellers lever mit liv. Jeg mener, de er jo sammen med mig hele tiden, så hvad er det egentlig jeg forsøger at skjule? Ud over at spise slik når mine børn ikke må få noget, så er jeg fest-ryger og engang imellem, så bliver en sommer aften på terrassen med vin i glasset og min udkårne ved min side meget, meget festlig. Ikke fordi vi har pænt tøj på og gæster eller bliver fulde, men simpelthen fordi jeg, når jeg kalder det fest, så kan forsvare overfor mig selv, at jeg vil ryge. Måske skulle jeg udvide mig til at kalde mig sommer-ryger, for jeg står sjældent derude med min smug-cig i november.

Jeg ved jo godt at de valg jeg træffer i livet forlængst er indkodet i mine børn på nu 9 og 6 år. Hvorfor katten, står jeg så ikke bare ved det, og ryger når jeg har lyst, og spiser slik mens de ser på eller skilter med alle mine andre dårligdomme? Jeg vil jo så rasende gerne lære dem, at det er menneskeligt at være fuld af fejl  – altså fuld af nogen fejl forstås!

Umiddelbart giver det måske sig selv: jeg kan ikke forsvare at spise slik, når de ikke må få noget (dobbeltmoralen længe leve) og jeg kan styre min rygetrang, når jeg sætter lidt regler op om ikke at ryge sammen med børnene. Så langt så godt! Jeg er nu alligevel af den overbevisning, at 90 procent af den opdragende faktor jeg har overfor mine børn, kommer fra hvordan jeg som forælder gebærder mig i mit eget liv. Det er jo netop derfor, jeg ikke kan brøle mine unger ind i hovedet, at nu må de fandeme holde kæft eller true lille Thorvald med, at hvis ikke han holder op med at slå på lillesøster, så får han nogle bank.

Faktum er altså, at jeg får lært mine børn en hel masse, uanset om jeg vil det eller ej. Jeg får givet dem en masse godt med på vejen, i mange tilfælde har det været bevidste valg fra min side og i sikkert endnu flere har mine børn bare luret af, hvordan jeg tackler mit liv. Jeg må også sande, at jeg får lært dem en masse, som jeg ville ønske, jeg kunne viske ud igen (jeg betaler gerne en høj pris for det viskelæder).

Jeg bliver nødt til at erkende, at jeg ikke enerådigt kan bestemme, hvad jeg giver mine børn med til gavn eller til plage senere i deres liv. Min eneste mulighed er derfor at få flyttet fokus væk fra dem og fra, hvad jeg tror vil være godt for dem, og tilbage til mig selv. Når jeg bruger alt for meget krudt på, hvordan de opfører sig, og hvad jeg gerne vil have, de skal lære, så går det meste af det tabt, fordi de for længst har kopieret mig og først i deres voksenliv får muligheden for frit at vælge til og fra, hvad de vil beholde af mig i sig, og hvad de vil kassere. De lærer altså det meste af det, jeg kan give dem med i livet, ved at se hvordan jeg gør og er.

Jeg burde have meget mere tillid til min evne som mor og til at jeg gennem at leve mit eget liv på en måde, så jeg kan stå ved det, er inspiration for dem og det voksne liv de engang skal leve. Så kan de mere frit vælge om de vil have mor-slik i hemmelige gemmer og smug-ryge på terrassen, når deres børn ser Disney Sjov.